Hvilepuls

Som altid lidt en kunst at gå på ferie. Arbejdsmængden accelerer mod slutningen med en fart, der er Pogacar værdig. Uden motivationen helt følger med i samme tempo. Især ikke da sommeren i den grad sprang ud før tid, da selvsamme Pogacar, sammen med alle de andre tourister, drønede gennem byen til en folkefest, der vist ikke er set siden vi vandt EM i en for mig ganske perifer ”vi-har-pustet-et-stykke-læder-op-som-vi-sparker-til-sportsgren” tilbage i 1992.

Brugen af byens rum og arealer

Bevares, man kunne måske sige det samme om cykling. Tynde mænd på tynde dæk, der tramper rundt blandt en tyk folkemængde. Alligevel stod man tilbage med en beruset følelse både i København og langs en tilfældig landevej i det midtsjællandske, hvor feltet drønede forbi i en evighed af et par sekunder. Sådan kunne vores by og land også se ud. Festlig og med plads til alt muligt andet en biler. Selv passagen under BLOXHUB fungerede. Selv Søren Kirkegårds Plads og pladsen foran Realdania var folkelig. 180 mænd i lycra udrettede alt det, politikere og (vi) rådgivere inden for arkitektur og byliv ikke formåede. Måske der skal et cykelløb til for at indse, at løbet om brugen af byens rum og arealer ikke er kørt.

Frigør landskabet

Tankerne om arealfordeling melder sig også på vej ud i sommerlandet. Vi vil væk fra byen og ud i naturen. Men hvor er den? Danmark er med undtagelse af Bangladesh det mest opdyrkede land. 61% af Danmarks areal er udlagt til landbrug. Og det er ikke forbi, jeg vil bashe de danske landmænd. De er dygtige og har vist en evne til at udvikle deres forretning og minimere omkostninger, som man dæleme skal lede længe efter i byggeriet. Alligevel står man tilbage med en fornemmelse af, at vi – og ikke mindst naturen – betaler en høj pris for, at vi skal være ét af de mest gennempløjede lande i verden. Især når man tænker på, at godt 80% af al landbrugsjord på globalt plan bruges til at dyrke dyrefoder. Tænk engang – vi kunne frigøre 0,6 * 0,8 = rundt regnet halvdelen af det danske landskab til alt muligt andet godt, hvis vi som art lod være med at sætte tænderne i bøf og brie.

Biogene materialer

Og plads får vi brug for. Én af årets interessante rapporter set herfra blev udgivet af BUILD med den præcise og måske ikke ligefrem overskriftsdrivende titel ”Biogene materialers anvendelse i byggeriet”. Rapporten ser nærmere på, hvilke afgrøder der er særligt oplagte at bruge, når vi fremover skal dyrke vores byggematerialer i en vedvarende cyklus frem for at hive dem op af undergrunden en gang for alle til en fremtid, der bestemt ikke bliver for alle.

Sten, saks, papir plejer vi at sige, når vi skal trække lod. Nutidens løsning vil være træ, halm og jord at dømme på diskussionerne på ICSA-konferencen 2022 i Aalborg, som var den sidste arbejdsmæssige opkørsel inden sommerferien for mit vedkommende. En sjov en af slagsen skulle jeg hilse og sige. Billedet af en biobaseret fremtid for byggeriet tegner sig stadig klarere. I øvrigt helt på linje med de indkomne forslag i ’Next Generation Architecture’-callet i regi af indsatsen ”Boligbyggeri fra 4 til 1 planet”.

Le grand depart i København var et smukt spektakel. Men det smukkeste i Tour de France ligger i gentagelsen. Det gentagne tråd. Ruterne og opløbene, man vender tilbage til, og som sætter bedriften i relief. Tag bare etapen den 8. juli op mod La Planche des Belles Filles (bare navnet!), som er på løbsprogrammet for 6. gang siden det blev kørt første gang i 2012. Gentagelse er ikke noget, man har – det er noget, man skaber.

”Lad naturens materialer bygge”

Gentagelse handler om at give mulighed for fine-tuning, som Mette Ramsgaard fra Center for Information Technology and Architecture pointerede i sin introduktion til det gennemgående spor om biobaserede produktionsformer på ICSA-konferencen, (som for mig måske var den største åbenbaring i sin insisteren på, at det ikke handler om at bygge med naturens materialer, men om at lade naturens materialer bygge). Og derfor er det ifølge hende uheldigt, når publiceringskravene inden for akademia favoriserer nyhedsværdien over for samtidighedsværdien. For gentagelse giver sjældent det helt samme resultat, når man har med levende ting at gøre så som mænd i lycra og bakterier i 3d-printede vækstmedier. Der vil være små forskelle, og det er netop det, der gør løbene og forskningsresultaterne interessante.

Den gentagne skabelse

Gentagelse handler ikke om at fjerne forskelle. Men om at gøre forskellene interessante. Det er en vigtig pointe, tror jeg. Og en vi til tider har glemt i byggeriet. En anden af forsommerens gode oplevelser var Helsingborgs bo-messe, H22. Hvad der gjorde indtryk her, var ikke så meget developer-byggeriet langs havnen, men de sociale indsatser for at bringe fornyelse ind i Drottninghög-bydelen, der som del af opførslen af Millionprogrammet i for høj grad handlede om det gentagne resultat og ikke den gentagne skabelse.

Sådan er det også at skrive. Eller yde rådgivning. På en måde skriver man altid om det samme og bringer de samme perspektiver i spil. Og alligevel bliver melodien altid sin egen i mødet med det givne emne og problem. Man skal kende sin plads i koret. 

Og nu vil jeg sætte punktum. Færgen her fra Frederikshavn nærmer sig den svenske skærgård. Down to the waterfront med Dire Straighs er i ørene. Pogacar og Vingegaard nærmer sig ”de smukke pigers hylde” i det franske. Og jeg kastet mig ud i min egen variant: Kattegat rundt. Kattegat hedder det efter sigende, fordi sundet er så smalt, at en kat knapt kan komme igennem. Sådan er det også at komme på sommerferie: det er smal passage at komme igennem. Men cyklen er pakket. Stikket er trukket. Sverige i al sin upløjede pragt slår porten op med udsigt til sol og medvind. Det skal nok lykkes at finde ferietrådet.