Blogindlæg

En bøn for Ukraine

De bærer stadig mundbind i Ukraine. Midt i krigens rædsler, på overfyldte banegårde og toge proppet til randen, opretholder nogle et sidste værn mod det, der for få dage siden var vores største bekymring. Men med ét synes Corona og for den sags skyld klimakrisen at være den mindste af vores bekymringer – den kan vi forstå og gøre noget ved. Situationen i Ukraine er uforståelig og - værst af alt - ikke én, vi kan handle på i det daglige. Maskerne er faldet, og vi er vågnet til en ny virkelighed.

Europa har fået sit 9/11 – blot med den forskel, at her sker kampen hos os selv. Nu hos vores genboer. Om lidt i vores nabolande. Og hvem ved, måske hos os selv i en fremtid, der ikke er længere væk, end at vores børn bliver til de unge soldater, der kæmper en kamp så modbydelig som den, der nu finder sted i Ukraine.

Krigen i Ukraine vender op og ned på det hele. Den tegner en fremtid for den næste generation eller to, som bliver en helt anden. Men den vender også op og ned på mig. Jeg kan ikke få det til at passe. Jeg kan ikke få det til at give mening. Det her handler ikke om byggeriet. Det handler ikke om, hvad vi laver i Smith Innovation. Det har intet med os at gøre. Og alligevel har det alt med os at gøre. Alt med mig at gøre.

Tankerne går i øst og vest – mest øst. Og formen må vige for fragmenterne. Jeg beklager, at teksten ikke hænger sammen. Jeg skriver, fordi det er det eneste, jeg kan.

Next Stop Sovjet

Jeg var 18 år, da jeg besøgte Estland første gang. Vi var i Tallinn og på øen Saaremaa i maj og oktober på eget initiativ som del af Next Stop Sovjet. Jeg husker stadig euforien over vores besøg og ikke mindst glæden ved udsigten til, at de igen vil få deres frihed og blive et demokratisk velfungerende land med alt, hvad det indebærer af stort og småt. For Estland sluttede anden verdenskrig ikke i 1945, men 1989. Og jeg var der, lige før befrielsesdagen og murens fald.

Jeg boede hos Villu. På min egen alder. Han var uddannet økonom med speciale i planøkonomi. Få år senere arbejdede han med opbygningen af deres private bankvæsen! Og nu med at udvikle de havne, der binder os sammen over Østersøen. En åndelig ven for livet – også når jeg ikke ser ham. Vi er blevet voksne, blevet gift, fået børn og blevet skilt samtidig. Nu er der udsigt til, at det måske er os, der skal skilles.

Kiev er København

Jeg var i Kiev for et par års siden. Bare for at se byen. Det var en dejlig. Den minder mig om København, tænkte jeg. Det tænker jeg stadig. Kiev er København. Det er vigtigt at holde fast i, når billederne kører hen over skærmen.

Jeg stod for leden i Årsdale og så solen stå op i Øst. Kun vand mellem mig og Saaremaa. Foråret lige på trapperne. Det føles ikke sådan. Gad vide, hvordan Villu har det?

For mig var murens fald det største, der er sket. Den faldt, og jeg blev voksen. Nu er den tilbage. Og jeg føler mig gammel.

Svetlana Aleksijevitj skrev for snart mange år siden bogen Bøn for Tjernobyl. Og inden da, bogen Zinkdrengene om Sovjetunionens krig i Afghanistan set fra soldaterne og mødrenes side. Nu er det Ukraine, vi beder for.