Kors eller bæredygtighed i skuret?

Set i et lidt større perspektiv var oplægget nok det vigtigste. Ikke mindst fordi der faktisk var nogle toneangivende aktører, der efterspurgte det. Og alligevel vandt skuret hver gang. Faktisk er der ikke noget, jeg hellere vil, end at bygge det skur. Få profilbrædderne til at flugte og glædes over, at jeg kan finde ud af holde rigtigt på en rundsav og sågar skære i smig på en god dag.

I den islandske film "En hvid, hvid dag" bliver den midaldrende og på papiret kriseramte hovedperson spurgt om, hvad lykke er for ham. ”Et byggeprojekt, der aldrig ender” er hans svar. Og jeg er ikke voldsomt uenig.

Og det er jo ikke så godt. Skuret opstår. Og verden forgår. Spørgsmålet trænger sig på: Hvordan bliver det lige så sjovt og vedkommende at få verden som profilbrædderne i vater?

Problemet med verdens globale udfordringer er ikke, at de ikke er store nok. De er simpelthen for store. Når jeg slipper saven, er resultatet synligt. Hvem kan sige det samme efter en dags, eller for den sags skyld et livs, indsats med at implementere FNs verdensmål?

Vi må have skurarbejdet ind i varmen, hvis ikke den bæredygtige omstilling skal ende ude i kulden. Ellers kan vi ikke løse de selvmodsigelser, det bæredygtige erkendelses- og handlingsprojekt er fuld af:

• Systemiske forandringer tager lang tid, og der er kun kort tid til rådighed før planeten løber tør for ressourcer
• Udfordringerne er for komplicerede til, at vi ikke tænker os om og for komplicerede til, at vi kan tænke os til alt
• Der er brug for at øge dybden i vores viden og samtidig gøre viden lettere at dele på tværs
• Vi skal forholde os til et fælles globalt problem, som kun erfares og opleves som meningsfuldt lokalt.

Vi kan ikke løse de bæredygtige udfordringer på skuldrende af de begreber og værdisæt, som har skabt dem. Vi må tænke over, hvordan vi tænker. Og vi må samtidig prøve os frem og se, hvad der virker. Vores nuværende (ikke bæredygtige) praksis er en vekselvirkning mellem tanke og handling. I udviklingen af en ny, bæredygtig praksis skal vi både gentænke og gengøre. Vi må skabe plads til udvikling af både tanken og handlingen.

Det lyder måske abstrakt. Men egentlig kender vi det godt. Det minder om det, der inden for arkitekt- og kunstuddannelserne hedder ”kunstnerisk udviklingspraksis”. Og det, der inden for produktudvikling kendes som mock-ups og prototyper og god gammeldags makken i værkstedet. At man prøver og tænker sig frem uden smålig skelnen til, hvornår det er hånden eller ånden der udstikker kursen. At der er plads til nytænkning, fordi mål og materiale flytter sig sammen og slutresultat og -termin ikke er fastlåst på forhånd. At det hverken er empiri eller teori, men noget tredje lige midt imellem.

Det nye er, at vi skal omsætte denne arbejdsmetode til en helt anden skala. I dag handler det ikke om mere end den enkelte persons eller fags arbejde i atelieret eller værkstedet. Værkstedet er et fælles anliggende. Og værket et fælles sted også kendt som planeten jorden.

Verden er et skur. Og det er på tide at finde værktøjet frem.