Italiensk ukrudt

Kompasset peger i retning af ”hjem” for langt de fleste af os. Og ikke et ondt ord om det. Det har været en glæde at lade rødderne få fat i de bornholmske klipper efter Corona gjorde mere for arbejdet i provinsen, end diverse statslige udflytningsstrategier hidtil har formået. Efter en stille forårstango glæder jeg mig til sommersvingomen med øen, hvor den er allermest i hopla.

Det kan i det hele taget være svært ikke at blive en smule indadskuende her på bagkanten af det første Corona-chok. Hjemmet har været et og alt: vores tilflugtssted, vores dagligdag, vores arbejdsdag, rammen for de få sociale relationer, vi har måtte beholde.

Også på den lidt større skala. Mundbind, respiratorer, forsamlingsforbud, hjælpepakker, you name it har ene og alene været et nationalt anliggende. Den europæiske solidaritet var den første til at ryge på intensiv, og forskellen på os og selv vores tætteste naboer har været til at få øje på.

Ude godt, hjemme bedst. Tag nu bare Italiensk rajgræs. For fjorten dage siden anende jeg ikke, hvad det var. Nu er det – takket været de venlige råd fra den tidligere landmand lidt længere nede af markvejen – common knowledge, at det er en af de mest hårdføre, ekspanderende og nærings- og vandopslugende bæster, der findes. En klar konkurrent til de 1000 vinstokke, jeg netop har proppet i jorden.

Løbet er vist kørt for i år. Græsset når at blomstre og elendigheden vil sprede sig. Løsningen bliver formentlig at harve, så dens frø kan spire. For så at harve igen. Og igen. Indtil al dens yngel er ude af verden, og vi har en vinmark, der kun er til vin. Det er i hvert fald teorien.

Praksis er nok, at vi aldrig bliver fri for det italienske rajgræs lige så lidt, som jeg bliver fri for møl, mus og muggent bindingsværk. Jeg kan og vil forsøge at tage kampen op. Men naturen går sin gang, måske rettere kapgang, så hvem, der vinder i det lange løb, er der ikke tvivl om. 

Og på en måde er det jo meget godt. Var Bornholm en isoleret ø, havde vi undgået rajgræsset. Men vi havde heller ikke haft vinstokkene, importeret fra Tyskland som resultatet af tusinde af års forædlingsarbejde. Et forædlingsarbejde der, helt som græsset, har dybe italienske rødder.

Så kom med det! Fra nær og fjern. Vira og vin. Pollen og potentialer. Naturens gang, både når den føjer til og trækker fra. 

Grænseløs er ikke hovedløs. God sommer til alle!