Fokus på fællesskabet er nøglen til succes
Af Louise Kanne, kommunikations- og presseansvarlig, fsb HJEM
”I partnerskabet uddanner vi os for at få en fælles forståelsesramme, og huske hinanden på, hvad det vil sige at indgå i et strategisk partnerskab”, fortæller Simone Kongsbak, partnerskabsudvikler i fsb HJEM. Hun fortsætter ”Når vi skal samarbejde på nye måder, skal vi forandre vores vaner – og det gør vi bedst sammen.”
fsb HJEM prioriterer at opbygge viden i fællesskab, frem for at den enkelte medarbejder søger ny viden selv. Det er der flere årsager til:
”Samarbejde i strategiske partnerskaber er stadig så nyt, at det ikke er muligt at finde kursusudbydere, der kan tilbyde den konkrete viden. Den uddannelse vi har brug for eksisterer simpelthen ikke endnu, så vi har været nødt til at udvikle den selv.” forklarer Simone – ”Derudover synes vi det er i tråd med hele partnerskabsånden, at vi uddanner os sammen - både fagligt og socialt.”
Lige inden Coronakrisen sendte alle fsb HJEMs medarbejdere på hjemmearbejde, gennemførte vi uddannelsens andet kursus ”Forstå strukturer, organisering og arbejdsgange”. Hele partnerskabet deltog – også medarbejdere fra partnerskabets bygherre fsb.
”Der var god energi på kurset. Man kunne virkeligt mærke at vi vil hinanden”, fortæller Flemming Dam-Nielsen, projektleder fra fsb. ”Det giver tryghed og en god følelse i maven, når vi sammen skal finde roen og troen på, at partnerskabet giver værdi i den sidste ende.”
Når en almen boligafdeling skal renoveres, kommer pengene fra huslejestigninger. Derfor er det helt afgørende at de budgetter beboerne præsenteres for holder.
”I partnerskabet har vi mulighed for at gøre tingene på en ny måde. En af de store fordele jeg ser er, at vi kan få et bedre overblik over opgaven fra start, så vi undgår ubehagelige overraskelser senere i forløbet.” fortæller Flemming Dam-Nielsen. ”Det er selvfølgelig dyrere end vi er vant til i de tidlige faser. Der har vi i fsb en opgave i at tøjle vores bekymring og tro på at det giver afkast på den lange bane.”
På kurset blev medarbejderne klædt bedre på til samarbejdet i det strategiske partnerskab. ErhvervsPhD Nikolaj Frederiksen, som har fulgt det strategiske partnerskab Trust, fortalte om de potentialer og udfordringer man støder på i etableringen af en hybrid organisation. Morten Dam Hansen leverede fagligt indspark omkring optimering af værdikæden i byggesagerne mens Britt Nemmøe opfriskede partnerskabets samarbejdsværktøj ”håndslaget”. Begge arbejder til dagligt i fsb HJEMs operationelle ledelse. fsb HJEMs partnerskabsudvikler Simone Kongsbak satte fokus på den meningsfulde gentagelse.
Uddannelsesforløbet er tilrettelagt over fire moduler
- Forstå den almene kontekst
- Forstå strukturer, organisering og arbejdsgange
- Forstå mennesket
- Forstå flows
I det strategiske partnerskab indtræder alle medarbejdere i nye forpligtende relationer, hvor ny viden skal omsættes til nye metoder og arbejdsgange. fsb HJEM mødes igen om cirka tre måneder til næste fælles uddannelsesmodul.
fsb HJEM er et strategisk partnerskab, som på tværs af traditionelle faggrænser og på tværs af projekter, skaber læring til gavn for både fsb’s beboere og branchen. fsb HJEM er baseret en fælles forståelse for det almene boligmarkeds vilkår og udfordringer. Partnerskabet består af fsb, NCC, COWI, RUBOW arkitekter og Smith Innovation.