Digitalisering i byggeriet
Los Angeles - 2019
Der er da heller ikke meget, der tyder på, at fremtiden bliver mindre digitaliseret – tværtimod. For fremtid og digitalisering har det med at være tæt forbundet bl.a. i filmens verden. Det kan være ret så underholdende at se ældre science fiction-film og lægge mærke til deres forestillinger og gengivelser af fremtidens verden. Et godt eksempel er Blade Runner fra 1982. Her følger vi Harrison Ford i rollen som politibetjenten Rick Deckard, der har fået til opgave at jage menneskelignende kloner, som er gået undercover i Los Angeles – en by, der emmer af digitale løsninger og fremtidsscenarier i bedste 80’er sci fi-stil. Og hvorfor lige nævne den film? Fordi den efter signende skulle foregå netop nu. I filmens første toner ”Los Angeles – November 2019” frem på lærredet.
Så når vi nu står midt i november 2019, er det nærliggende at kigge på, om Blade Runner havde ret i nogle af sine fremtidsscenarier. På en lang række områder rammer den meget godt inden for skiven, men heldigvis er vores byer ikke udviklet sig som en filmen. Det er en noget dystopisk gengivelse af Los Angeles, vi er vidne til helt fra start til slut, og byggeriet i filmen stemmer ikke meget overens med virkelighedens november 2019.
Men er der noget ”fremtid” i nutidens byggebranche? Har digitaliseringen cementeret sig i byggeriet, som den har gjort alle mulige andre steder i vores moderne tilværelse? Umiddelbart ikke. Og det kan der være mange forskellige bud på.
Det kommer selvfølgelig an på, hvor du kigger hen i byggebranchen. For nogle virksomheder er digitaliseringen en del af deres brand, og for dem bliver der hver dag arbejdet med at øge digitaliseringen og forbedre den seneste teknologi. Men disse virksomheder kan være svære at få øje på, når man kigger bredt ud over byggebranchen. Generelt set halter byggeriet en smule efter, når det kommer til digitalisering. De seneste år har ellers budt på en opblomstring af mange nye former for teknologier, der enten er blevet tilpasset eller direkte udviklet til byggeriet. Udviklingen spænder bredt fra digitale bygningsmodeller, måden vi udveksler informationer på, bygningsdele udført af en 3D-printer, laser-scanninger og meget mere. Flere undersøgelser sætter også lighedstegn med øget digitalisering og højere produktivitet samt reduktion af omkostninger. Trods de gode argumenter og en bred pallette af teknologier, har digitaliseringen ikke rigtig fundet vejen ind til byggeriet.
Den danske digitalisering
En EU-undersøgelse fra 2017 viste fine tal for digitaliseringsgraden hos danske virksomheder generelt. 42% har en høj eller meget grad af digitalisering og dermed væsentlig foran EU-gennemsnittet på 21%. Kradser man lidt i overfladen på det ellers meget pæne billedet af den danske digitalisering, begynder billedet af krakelere en smule – og det har noget med bygge- og anlægsbranchen at gøre. Her er det kun 8%, der har en høj eller meget høj digitaliseringsgrad. De få, der endelig har, er højst sandsynlig større virksomheder med ressourcer til at implementere de nye digitale teknologier.
99% af virksomhederne i byggebranchen har under 50 ansatte. I modsætninger til de store spillere i branchen har de små og mellemstore virksomheder ikke de samme muligheder for at prøve kræfter med nye digitale løsninger og værktøjer.
Teknologi og mennesker
Og det er ikke kun de økonomiske udfordringer, der er en barriere. Der synes også at være mangel på strategier til at bygge bro mellem de byggefaglige og de nye teknologier. Det er sjældent nok, at en teknologileverandør med smarte og digitale værktøjer opsøger en mindre byggeentreprenør og gennemfører et salg. Entreprenørens underliggende struktur er i mange tilfælde ikke moden til at indarbejde de nye løsninger på en given måde. Der er noget infrastruktur, som ikke synes at være på plads endnu.
I takt med, at flere nye teknologimuligheder ser dagens lys, opstår der samtidigt behov for at kunne integrere dem på en meningsfuld måde. Udfordringen kan ligge i mangel på de rette efteruddannelser og opkvalificering af medarbejderne til manglende overblik over nye teknologier, og hvordan de bruges. Teknologierne er der, men der mangler en kultur, der forbinder den med de mennesker, der rent faktisk skal bruge den.