Exodus

Exodus hedder to-masteren, der lister sig ind for mørke sejl, mens "Kalle & band" skråler løs på sidste ekstra nummer – ”Knockin' on Heaven's Door”. Om det er himlens dør, vi banker på, ved jeg ikke, men det er unægteligt smukt, når solen går ned over havnen og langbordene fyldes af bajere solgt for en rund femmer ved Årsdales årlige sommerfest. Aftenen lakker mod enden, byfesten lakker mod enden, og det gør sommerferien også.

Exodus – Jødernes fordrivelse fra det hellige land. Et tabt paradis. Og et startskud for nye begyndelser. Rummer skibet de fordrevne? Eller er det alle os, der ikke sejler, der er fordrevne fra vores egen udlængsel? Rejser vi for at komme ud? Eller for at komme hjem? Er ferien et afbræk, der gør normaliteten og dagligdagen tålelig? Eller er den en tilbagevenden til en urtilstand, hvor tiden og tankerne flyder ud i alt og ingenting, og vi finder ind til det, der virkelig er vigtigt?

Byfesten i Årsdale var for mit vedkommende den tredje af slagsen denne sommer.

Den første faldt min cykel og jeg over i et buldrende øltelt med lederhosen og snørrebarme i alle aldre i Sydtyskland. En ud af kroppen oplevelse der – like it or not – trak i både arme og ben, og hvor jeg først ramte jorden og fornuften igen sidst på aftenen – og i den modsatte ende af byen, hvor et lille svedigt jazzband jammede løs over et hæst fremført omkvæd: ”SOLIDARITET”. (Så var polerne i Tysklands historie og aktuelle politiske landskab ligesom også på plads.)

Nummer to var til en østers- og skaldyrsfestival i Ballyconneely langs ”Wild Atlantic Coastway” som irerne ikke upassende kalder deres vestkyst. Sjældent har en lobster roll været så venligt og uprætentiøst serveret som på den parkeringsplads, der udgjorde arnestedet for både mad, folkemusik og dans fremført af en ungdom, der (som i Tyskland) ikke synes bange for at tage traditionen til sig.  

Måske er det det, rejsen handler om. At blive mindet om verdens mangfoldighed. At verden ikke er en, men mange. Ikke bare fordi landskaberne og stederne er anderledes. Men også fordi vi iklæder den forskellige smage, beklædninger og fortællinger. Lederhosen, øltønder, slagere og solidaritetsjazz til bjergene og søerne i Sydtyskland. Forvaskede T-shirts, fish & chips, folkemusik og stor hjertelighed til Irlands både grønne og barske vestkyst. Fodformede vandresandaler, helstegt pattegris og blød syrerock til klipperne og markerne langs Bornholms østkyst.

Men rejsen handler også om det modsatte. At blive mindet om det, vi har til fælles. Øllet flyder, fødderne flytter sig i takt til musikken, og snakken går over langbordene, uanset hvem vi er, og hvor vi er. Vi er en del af noget større uanset indsats, forhistorie og kvalifikationer. Vi har venner, vi ikke kender. Tilhørsforhold, vi ikke har opdaget. Grænser og nationer fortoner sig til fordel for steder og øjeblikke, vi deler.

Rejsen er en dobbeltsidet hyldest til det lokale og det universelle. Det lokale, der minder os om vores forskellighed, og at det derfor er vigtigt, at hver af os er her. Og det universelle, der minder os om vores ensartethed, og at det derfor er i orden, at vi er her sammen.

I den forstand handler ferien og rejsen om at finde hjem til os selv – uanset om man er den, der rejser ud og besøger, eller den der bliver og får besøg.  

Fordrevne bliver vi først, når vi i hverdagens forhåndsprogrammerede tolkninger, aktiviteter og relationer mister blikket både for det særlige og det fælles.

Det er nok tilfældigt, men ligner alligevel en tanke, at sommerferiens store læsebekendtskab for mig denne sommer hedder Kjær-stad. At have et sted (/en by) kært! At tro på forestillingsevne (eller ”imagination” som han kalder det); at alle historier har mange vinkler og derfor kræver mange fortællere; at der ikke er nogen fast begyndelse og slutning, men at alle fortællinger er eger i et hjul, der til stadighed drejer rundt; at af den ydre og indre historie er den indre langt den mest interessante. Alt det rimer for mig at se pokkers godt med at være optaget – men ikke overtaget – af et sted og en situations flimrende karisma. 

Jeg tror, Kjærstad ville have været tilfreds med at konstatere, at Exodus var et til- og ombygget redningsfartøj. At tanken om at vores redning består i rummelighed og nye sammenviklede fortællinger på en eller anden måde ville have tiltalt ham.