Ovenpå og udenpå- fortætning af byens arealer
I Danmark skal der opføres ca. 20.000 nye boliger pr. år over de næste 5 år. Samtidig med at vores byer vokser i areal, er der et stigende behov for, at vi fortætter vores byer, så folk bor kompakt og udnytter den infrastruktur, som byerne allerede har.
Denne fortætning er allerede i gang, men ofte i områder hvor businesscasen forudsætter, at grunden er billig, bebyggelsesprocenten høj og der er efterspørgsel. Men hvad gør man i de mange eksisterende bykerner og områder af byen, som allerede er attraktive bolig- og erhvervsområder, og hvor mange flere gerne vil bo eller have kontor, men hvor det er svært at betale sig til de ønskelige kvadratmeter. Disse områder rummer store uudnyttede potentialer ift. at skabe nye arealer for bolig, erhverv og ophold, hvis vi tænker i alternativ arealudnyttelse i form af komponenter, der kan bygges til og på de eksisterende bygninger.
Ovenpå, udenpå, bagpå, imellem…
Behovet for flere kvadratmeter til bolig, erhverv og ophold i og en udvikling af de eksisterende bykerner kræver en radikalt anderledes tænkning, hvor vi ikke opsøger alle barriererne, men i stedet spørger ”Hvorfor ikke?”, når idéerne f.eks. handler om at montere en præfabrikeret bolig eller en offentlig tennisbane ovenpå byens tage.
Det handler om at udfordre de eksisterende løsninger og måder at tænke byudvikling på. Og her savnes konkrete løsninger. Løsninger, som har et socialt og kollektivt udgangspunkt. Løsninger, som tænker cirkulært. Og løsninger, som skaber nye attraktioner og oplevelsesmuligheder – både visuelt og brugsmæssigt.
Ingen faglighed har alene det store overblik eller fulde viden om potentialerne. Derfor gælder der også om at initiere og styrke et samarbejde mellem producenter, entreprenører, udviklere, forskningsmiljøer og andre, der kan drive en udvikling i forhold til, hvordan man fornyer og genanvender det eksisterende med afsæt i at skabe en kollektiv merværdi. Og hvor nye løsninger kan implementeres i en kommerciel forretning eller være med til at etablere helt nye forretningsområder inden for denne nye og mere radikale byudvikling. Og ikke mindst påvirke efterspørgsel og rammevilkår på sigt.
Fortætning af byens arealer på nye måder var omdrejningspunktet for et Match Co-create forløb, Smith Innovation faciliterede for BLOXHUB initieret af ERIK arkitekter den 28. februar og 1. marts 2018.