Byens natur - vildskab på tegnebrættet

En ny forståelse af forholdet mellem by og natur gror frem. I byen, i byggeriet, på taget og i baggårdene ser, mærker og italesætter vi naturen på en ny måde. Biodiversitet er hot og byens natur har med landets største kommune som afsender fået sin egen tænketank, der arbejder med bæredygtig bynatur og vilde, grønne oplevelser. Den umiddelbare anledning ligger lige for. Vejret er blevet vildere og vådere. Klimaudfordringen er blevet konkret virkelighed i vores kældre og har fået konsekvenser for vores økonomi, vores sociale liv og dermed den måde vi indretter vores byer på. Den nye blå grønne infrastruktur er utvivlsomt effektiv, når det handler om at holde vandet tilbage og ude af kældre. Og så er den pæn at se på.

Kontrollerede vildskaber

Men hvorfor skal vi mime den vilde natur for at holde den vilde natur ude. Hvorfor lukke naturen ude ved at invitere den indenfor. Først og fremmest er der naturligvis en kvalitativ og eksistentiel forskel. Den vilde natur vi holder ude kan slå ihjel, den vilde natur vi skaber i parker og på pladser rundt om i bylandskabet er livgivende. Den der truer og løber i kælderen kommer for tæt på, den der skabes kan nydes på behørig afstand. Den er kontrolleret vild. Vi er gået fra domesticering til naturpleje.

The big (m)other

Byens natur er således funktionel og pæn at se på. Men måske næres den også som forestilling og drøm. Bynaturen legitimeres af en drøm om en mere simpel og overskuelig verden. En pause, et ophold, en frelse. Vejen ud af hverdagens trædemølle og en samfundsmodel som vi udmærket ved er løbet af sporet. Vores evige jagt på den meningsgivende "big other" er blevet til jagten på the big mother (nature). Den store anden er det vi lever og ånder for og kommer historisk set i adskillige former. Gud, konge og velfærdsstat – og natur. Vi søger tilbage til en form for autentisk natur, hvis helligdom det er arkitekternes opgave at vække til live.

Naturen som forestilling

At naturen skulle være svaret i en kompleks verden er ikke nyt. Fra den barokke æstetik i Rom til den ”naturlige” arkitektur i 18 tallets England med sin sentimentale påkaldelser af en nærmest trøstende flora og fauna har arkitektur været defineret i forhold til tanken om naturen som smuk og guddommelig. Og selvom gud gemte sig i tallet frem for i naturen i moderne arkitektur, så blev naturen i modernismen associeret med (ren) luft, lys og rum og på den måde definerende for en ny og ren arkitektur og planlægning. Men hvor håb og drømme var knyttet til fremskridtsforestillingen og ideen om naturen som en ressource i det moderne, er kritikken af det moderne menneskes udnyttelse af naturen blevet konkret med klimaforandringerne. Vi kan ikke længere knytte vores håb til kulkraftværkerne eller kloakkerne for den sags skyld – selv den ordnede have kan give dårlig samvittighed. Vi må sætte fri frem for at tæmme.

Bynatur som svar

Er bynaturen så svaret – både som funktion og forestilling. Tidligere tog man ud i naturen og ind til byen. Man havde fritid og arbejdstid. Man havde produktionsrum og naturrum. I dag er kategorierne flydende og man er altid på. Som sådan kunne man indvende at bynaturen skriver sig ind som en del af den kompleksitet den lover os fri fra. Mere interessant er det om naturen i sin kulturlige vildskab tilbyder en mere eksistentiel relation til naturen, som fordrer en ny sanselighed og forståelse for den store katastrofe frem for som ventil og opladning til endnu en tur i trædemøllen.

Vi tænder op i pejsen og undersøger bynaturen torsdag d . 3. december fra kl. 16-18. 

Vel mødt!