Cirkulær økonomi- når alting går i ring

Tag et godt kig på de her stole. En del af inventaret til dette års Building Green messe – selvsagt lavet i genbrugspap på ægte cirkulær økonomi facon? Niks. Det er såmænd lavet af sovjetiske VNIITE, engang verdens største institut inden for ”teknisk æstetik”, til en international designkongres i 1975 i Moskva med temaet ”Man and machine”.

Og sådan kan man jo blive så overrasket over hvordan ikke bare udtryk og idéer går i ring, men også over, hvem cirklen omslutter. Og måske også hvem, der starter den. Det er begrebet ”cirkulær økonomi” om noget er et godt eksempel på. For hvor kommer det begreb - som i den grad også har meldt sin ankomst inden for byggeriet – egentlig fra?

Lad det være sagt med det samme. Som økonom er ”cirkulær økonomi” eller endnu værre ”cirkulær ressourceøkonomi” et begreb, der får alarmklokkerne til at ringe. Økonomi kommer af det samme ord som ”økologi” (og betyder ”læren om husholdning”), ligesom en standarddefinition på økonomi er ”læren om knappe ressourcer”. At sige ”Cirkulær Ressourceøkonomi” er som at stamme: cirkulær med cirkulær på, ressourcer med ressourcer på! Og man fristes til at smide begrebet i en ikke-cirkulær skraldespand med det samme, for cirkulære slutninger og begreber kommer der jo sjældent noget godt ud af.

Men ok – lad os lige give det en chance til: hvor kommer det fra?

Ofte tilskrives Ellen Macarthur at være ”the founding father” for begrebet. Ifølge Ellen Macarthur kom den centrale erkendelse bag begrebet undervejs i hendes ”rundt om kloden” solosejlads for kvinder i 2005 – at jorden er som et lille sejlskib på et stort hav: sårbart og med begrænsede ressourcer. Med andre ord et begreb udtænkt af en kvinde, der er vant til at sejle i sin egen sø. Hvilket jo er et fint normativt udgangspunkt, men måske ikke det stærkeste teoretiske afsæt at sætte kursen efter. Så var der virkelig ikke mere arvegods i begrebet?

Og jo, sørme om en søgning i Google Scholar ikke kan hjælpe på vej. Ifølge Yuan 2006 omtales begrebet første gang i 1998 af kinesiske forskere og i 2002 som en del af den officielle kinesiske politik for, hvordan økonomisk vækst og bæredygtighed kan forenes. Altså et begreb udtænkt af og for den kinesiske centraladministration. Like it or not, ”cirkulær økonomi” er er begreb med totalitære og planøkonomiske rødder!

Og hvad så? ”Farven på katten er vel lige meget, så længe den fanger mus” kunne man med passende Mao-pragmatisme vel hævde?

Nej, ikke helt. Begrebet rummer i sin dna potentielt set et problem, der er større end som så. ”Cirkulær økonomi” er et eksplicit udsagn om, at der er brug for et alternativ til den almindelige økonomi (altså markedsøkonomien). Og det kan der jo være noget om – at der er forhold om jordens overlevelse, som de nuværende måder at prissætte ressourcer på ikke fanger. Eller sagt med økonomisprog ”at der er eksternaliteter, som gør, at markedet ikke finder en passende ligevægt”.

Men spørgsmålet, som aldrig rigtigt er blevet besvaret ordentligt i kritikken mod markedsøkonomien (og for planøkonomien/ressourceøkonomien) var og er: hvem skal have overblikket over, hvordan ressourcer bruges bedst? I en markedsøkonomi rummer prisen den nødvendige information, og den information rejser hurtigt og langt og skaber dermed forudsætningen for store cirkelslag = en høj grad af specialisering og vækst = velstand. Men hvad og hvem bærer den information, der skal til for, at ressourcerne i en cirkulær økonomi flyder det rigtige sted hen? Helt konkret: det er herligt, at der findes 3000 ubrugte runde dåser i en ”Circular store” i SOHO i Rotterdam, men hvordan ville jeg vide det, hvis jeg ikke tilfældigvis var kommet forbi netop det gadehjørne?

Det cirkulære svar bliver ofte idéen om ”det lokale”. At vi skal producere, bruge og genbruge tæt på kilden. At en tomat fra Søllerød er bedre end en fra Sydspanien. Og det lyder jo besnærende, hvis det ikke lige var fordi energiindholdet i en dansk tomat er højere end i en spansk (også når transport medregnes). Og hvis det ikke lige var fordi værdien af arbejdsdeling og specialisering totalt ignoreres. Tager man tanken om lokal produktion til sit logiske slutpunkt, skal vi i sidste ende - som en anden Robinson Crusoe eller strandet astronaut på Mars - leve af egne tomater groet i egen formuldet afføring! Og hvor mange af os er egentlig parate til det?

Cirkulær økonomi ruller derudaf med store større cirkelslag. Vi skal ikke afvise, at det rummer svar for byggeriets fortsatte udvikling mod en bedre og mere bæredygtig fremtid. Men vi tror, det giver god mening at tænke sig godt om, inden det er dét begreb, vi sætter os godt til rette i. Stolen er ikke altid, hvad den giver sig ud for!