”Betonnormer er det 21. århundredes merkantilisme”
”Betonnormer er det 21. århundredes merkantalisme”. Citatet er af Adam Smith. Eller rettere, det kunne det have været, hvis han havde levet i dag. For var han født rundt regnet 250 år senere end fødeåret 1723 ville han formentlig både være optaget af bæredygtighed, bekymret for SMV’ernes mulighed for at udvikle grønne løsninger og forundret over, at dansk byggeris internationalisering ikke var meget større end i Skotland anno 1776.
For nyligt blev vi bedt om at causere lidt over, hvad en nulevende Adam Smith mon ville have sagt om (udviklingen af) bæredygtigt byggeri. Anmodningen kom som optakt til et seminar, vi afholdte om, hvordan bygherrer kan fremme en bæredygtig - i både økonomisk og miljømæssig forstand - omstilling af byggeriet.
Tjaaa, øhhh, bummelum… var min umiddelbare reaktion. Når vi i Smith har valgt at have fælles navnetræk med ham der Adam, så er det først og fremmest for hans grundlæggende påpegning af specialisering som en forudsætning for læring og innovation. Og dermed hans – i vores tolkning – påpegning af, at hvis byggeriet for alvor skal udvikle sig, så kræver det et opgør med den (bygge)projektbaserede tilgang, hvor vi groft sagt bygger hvad som helst med hvem som helst når som helst vi kan komme af sted med det. Altså sådan helt kondenseret: at byggeriets produktionsformer skaber bestemte organisationsformer, som igen giver bestemte innovationsformer. Og at man derfor ikke – hvilket mange alligevel lystigt prøver på - kan arbejde for at skabe mere og anden innovation i byggeriet uden i sidste ende at forholde sig til, hvordan der samarbejdes og saves.
Det er jo en vigtig pointe. Men bæredygtighed – hvad ville være Adam Smiths 'take' på det?
Et første forsigtigt gæt vil være, at det ville han i høj grad have en holdning til. Da Adam Smith i 1776 skrev 'An Inquiry into the Nature and Causes of the Wealth of Nations' var det, da han stod midt i en industrialisering, der afgørende ændrede det økonomiske, politiske og sociale fundament for vores samfund. Det kan være, at det især er abstraktionen ”den usynlige hånd” eftertiden kender ham for, men hans samtidsdiagnose var alt andet end abstrakt. Og derfor er det nok heller ikke helt skævt at gætte på, at han nok også ville være dybt optaget af at forstå industrialiseringens forudsætninger og konsekvenser i dag og dermed også af bæredygtighed i både økonomisk, miljømæssig og social forstand.
Som grundlægger af økonomi som disciplin er det en gængs opfattelse at opfatte Adam Smith alene som en liberal frihandelstænker. Men som uddannet moralfilosof var han (også) optaget af videnskabsteori, etik, logik, retorik – altså alt det, der har at gøre med menneskelig adfærd. Det han selv betegner som sit hovedværk, nemlig 'The Theory of Moral Sentiments fra 1759', handler fx om, hvad der får samfund til at hænge sammen med sympati som et af hovedbegreberne. Det handler altså om at se ud over egenytteoptimering for at få tingene til at fungere i en større sammenhæng. Mon derfor ikke, at han ville være lige så optaget af de moralske som de økonomiske aspekter af at få bygherrer, producenter og slutbrugere til at opføre sig til det fælles bedste, altså bæredygtigt. Monstro han i dag ville arbejde som certificereret DGNB-rådgiver?
Af samme grund ville han formentlig også være dybt bekymret for de bæredygtige producenters – og særligt SMV’ernes – muligheder og barrierer for at udvikle og få implementeret nye grønne løsninger i byggeriet. En virkelighed, som de mange virksomheder vi møder som fagligt sekretariat for Realdanias initiativ TEST i høj grad støder på. Og som grundlæggende handler om, at nye produkter inden for byggeriet altid vurderes på de gamle produkters premisser. For Adam Smith var The Wealth of Nations et kampskrift mod det, man kan kalde privilegieøkonomien – altså at nogle (enkeltpersoner eller virksomheder) har en særlig gunstig position og opnår rettigheder og monopoler, som ikke er betinget af meritter, men er givet på forhånd. Og i den forstand vil han sikkert se en stor lighed mellem den beskyttende merkantalisme og byggeriets normer og standarder for hint og dint. Ikke at han ville have noget imod normer og standarder som sådan; men at de i deres udformning og forvaltning varetager de etablerede løsninger og aktørers interesser.
Han ville også være forundret over, at omfanget af frihandel er så lille i byggeriet, og at graden af internationalisering er så lille i Danmark. Hvorfor er dansk byggeris eksportandel blandt de udførende markant lavere end i Sverige, Holland og Tyskland? Hvorfor er det kun ingeniørerne, der for alvor har en stigende eksportandel? Hvorfor er der produkter, der er gode nok i Tyskland, men ikke i Danmark og vice versa? Hvorfor er det først nu, at der gradvist er ved at komme gang i brugen af udenlandsk arbejdskraft i Danmark, og hvorfor gælder udviklingen kun for alvor de udførende led? Han ville ærgre sig både fordi de komparative fordele i sig selv skaber vækst, og fordi større markeder giver øget kontinuitet og dermed skaber forudsætningerne for innovation og vækst.
Så jo, mon ikke Adam Smith ville have en ting eller to at sige om bæredygtighed og byggeriet. På flere leder og kanter opstiller han også i den sammenhæng pejlemærkerne for, hvad vi i Smith Innovation arbejder for at gøre.