Giv de kloge hænder en stemme

I alverdens visionspapirer og udbud har der indsneget sig en tendens til, at hver gang vi bygger noget, så skal vi lige huske at redde verden, samtidig med at det hele skal være billigere og bedre. Visionen, viljen og iderigdommen kommer derfor ofte til at skygge for praksis, kunnen og udførelse. Vi glemmer dermed, at visioner først opnår effekt, når praktikere omsætter og implementerer dem som nye arbejdsgange og løsninger i udførelsen. Konsekvensen er, at formål og vision ikke stemmer overens med resultatet. Ekstra ærgerligt, eftersom man ikke kan bo i visioner.

Man skal vide, hvad der findes for at gøre det nye
Håndværksmæssighed kan måske lyde som lidt af en zombie i lyset af industri- og vidensamfundets fremvækst – men det er vildledende. Henry Fords bekymring over, at han, hver gang han bad om et sæt hænder, fik dem leveret sammen med et hoved var måske reel i en tid, hvor standardisering og mekanisering var en nødvendighed.

Kransporsbyggerierne og 70'ernes glughulsarkitektur som konsekvens af energikrisen var visioner uden hænder og står i dag tilbage som de egentlige zombier i en tid, hvor livskvalitet, fokus på gode materialer og en bredere definition af bæredygtighed er kommet i fokus. Det er her den håndværksmæssige forståelse for detaljer, materialers kompleksitet og konstruktioner bliver afgørende. Især nu, hvor renoveringsopgaver dominerer byggeriet og stiller krav om at kombinere håndværksmæssig tradition med viden om nye materialer og hensyn. Parolen kunne være: Man skal vide, hvad der allerede findes for at kunne finde fornyelsen.

Vi bliver dummere og fattigere
Grundejernes Investeringsfond og Realdanias RENOVER prisen har skabt prestige omkring renoveringspraksissen i Danmark. Den har vist, at Danmark er fyldt med kloge hænder, og at gode renoveringsløsninger i høj grad kombinerer evnerne til at ville noget og kunne noget. Samspillet mellem visioner og praksis og mange aktører er helt afgørende. Men der mangler stadig en mere nuanceret forståelse og anerkendelse af praktikernes værdiskabelse i byggeriet. Som Mattias Tesfaye meget præcist har formuleret det, bliver Danmark både dummere og fattigere, hvis vi ikke formår at viderelevere håndværkernes tavse indsigter.

Fra erfaring til viden
Problemet kunne være, at praktikerne bygger på erfaring fra sag til sag frem for at være defineret som et egentligt videns- eller praksisfelt med sin egen metode og tænkning. Fordelene ved en sådan definition vil være flere:

• Overgangen fra erfaring til viden vil gøre overleveringen af viden fra mester til lærling mindre personbåren og dermed implementeringen af nye metoder og udvikling i praksis lettere.
• Sårbarheden og risikoen associeret med den uerfarne praktiker vil mindskes, da kvalitet ikke handler om erfaring alene.
• Praksis vil få en stemme som et sammenhængende vidensfelt, der kan være med til at informere tidens store visioner.

Til en begyndelse skal vi slippe ideen om praktikeren som ham eller hende, der slår søm i eller murer mure og i stedet fokusere på, at en praktiker benytter en logisk metode til at identificere et problem, udvikler ideer der kan løse problematikken og efterstræber en optimal løsning.  Det er selvfølgelig ikke nok, men et afsæt i takt med erhvervsskolereform og andre tiltag, der vidner om den gryende forståelse for at det først er når visioner møder praksis, at værdien bliver skabt.

Visioner i praksis
Når Bygherreforeningen og GI sætter fokus på den gode praksis, er det for at give de kloge hænder en stemme. Alle dem som ikke kun vil, men også kan. Dem der forstår helheder, men elsker detaljen, dem der kan oversætte papirets simple idéer og skitser til materialets kompleksitet. Dem, der hver dag skaber værdi og god produktivitet ved at omsætte visioner til praksis på byggepladserne rundt om i landet. For det er det, der gør forskellen.