Blogindlæg

Energi har aldrig set set godt ud - LAGI udfordrer os til at samtænke by, energi og kunst

Hvordan kan kunst udfordre og udforske måden, vi tænker vedvarende energi på og samtidig forene infrastruktur med kunst i byrummet? Og kan vi lære noget af den æstetiske, legende og udviklende tilgang, som inspiration til en ændret praksis, når det gælder om at skabe fremtidens energiproducerende byer?

300 bidrag fra 55 lande – så stor var interessen for at vise, hvordan offentlige ’land-art’ skulpturer kan producere energi til byen i den internationale designkonkurrence Land Art Generator Initiative (LAGI) 2014 Copenhagen Competition, hvor forslagene er tegnet specifikt til Refshaleøen.

Men hvad er det netop kunsten kan i forhold til at ændre på vores opfattelse af energi? Forudfattede opfattelser er en barriere for dét, at tingene kan gøres på en anden måde, end vi er vant til. Og for mange vil selve ordet ‘energiproduktion’ være associeret med billeder af industri, områder uden adgang, forurening og støj. Selv når der er tale om energi- og miljøvenlige produktionsanlæg som fx vindmølleparker er holdningen ofte “ja, det er godt, men det skal ikke være i min baghave”.

Men kunst kan ændre vores blik og skabe nye forståelser. Kunsten kan få os til at se noget, som vi ikke kunne se før. Og når vi først formår at se problemer og udfordringer i et nyt lys, så er springet til forandring også desto mindre. Derfor udfordrer LAGI os til at se energiproduktion som en kulturel værdi og et naturligt element i byen – som en ‘motor’, der er en integreret del af og ikke afskåret fra vores landskab og byggeri.           

Når man ser forslagene fra konkurrencen er der kun at sige: Energi har aldrig set så godt ud. Og på trods af deres store forskelle, så har de alle det til fælles, at de inviterer os til at opleve og engagere os i byen. Og ja, nogle forslag er for dyre og andre vil være vanskelige at integrere i byen eller producerer for lidt energi, men det er ikke pointen. Pointen er, at vi får mulighed for at ændre vores syn på, at byens elementer af byggeri, landskab og infrastruktur ikke bare handler om energiforbrug, men også om energiproduktion. Og at vi kan bruge de forslag, der er indleveret til konkurrencen og deres æstetiske, legende og udviklende tilgang, som inspiration til en ændret praksis.   

Så fra Smith er budskabet til de danske byer og myndigheder klart: gode ideer skaber først forandring, når de implementeres. Omsæt den nye tilgang i praksis og skab fremtidens energiproducerende byer i samarbejde med specialister, producenter og lokalbefolkninger.

Om LAGI
Land Art Generator Initiative (LAGI) er en stor international kunst-, arkitektur og designkonkurrence, som inviterer tværdisciplinære teams til at designe æstetiske og skulpturelle 'kraftværker', der kan bidrage med vedvarende energi til el-nettet. LAGI har tidligere været afholdt i Dubai/Abu Dhabi (2010) og i New York City (2012). Med Københavns kåring som Europæisk Miljøhovedstad 2014 får Danmark nu privilegiet af at være første europæiske værtsland for LAGI. 

De 25 shortlistede designforslag fra konkurrencen kan ses i udstillingen ”New energies” i Dansk Design Center frem til den 10. november 2014. Læs mere her.

Derudover er 50 udvalgte forslag omtalt i bogen af samme navn, hvor de suppleres af en række faglige artikler.

Dette blogindlæg er skrevet på baggrund af Natalie Mossins tale ved åbningen af udstillingen den 3. oktober 2014 i Dansk Design Center.