Ikke et hak bedre- hvem har egentlig et innovations-problem i byggeriet?

Samme oplevelse kan man få ved at høre den gamle sang om byggebranchens innovationsudfordringer. For nylig har vi i forbindelse med en række projekter afdækket, hvordan man arbejder med innovation i byggeriet i vores nabolande samt set på hvilke udviklingsdagsordner, der har fyldt op gennem efterkrigstiden i Danmark. Og billedet er, for nu at citere CIB i deres nylige kortlægning af 15 udviklingsprogrammer i byggeriet i knap 10 lande i perioden 2003-09 at ”There is a striking correlation between the primary themes of all the reports, and a general consensus across the board on the nature of the industry and the challenges they face”.

Det må jo give anledning til at overveje hvem der egentlig et innovationsproblem i byggeriet: Er det branchen eller alle os, der arbejder med at udvikle branchen der mangler fornyelse? En mulighed er naturligvis, at byggeriets udfordringer er de samme, og at det derfor er på sin plads at gentage historien om en konservativ branche, rodfæstet i fag og tradition snarere end i virksomheder og udvikling. Men man kunne jo også få tanken at vi – myndigheder, forskningsmiljøer, brancheorganisationer, rådgivere etc. - arbejder med innovation i byggeriet på en meget u-innovativ måde. Og at byggeriets egentlige udfordring er, at det ikke flytter sig, fordi vi blot reproducerer problemkomplekset.

Vi beskriver samme problem og dermed samme løsning. Hvilket igen indebærer, at vi måske slet ikke finder ud af hvor ”hunden i virkeligheden er begravet”, at vi ikke kan se de muligheder, der er helt andre steder eller at vi ikke ser og anderkender resultater, der har en anden form end forventet. Ligesom der kan være brug for udvikling i  byggeriet kan der være brug for udvikling i vores tænkning om udvikling i byggeriet. Her er vores bud på en række alternative måder at anskue branchen og det dermed formodede innovationsproblem på:

1. Problemet er ikke mangel på innovation, men mangel på opskalering. Byggebranchen er formentlig en af de mest innovative brancher, der findes. Problemet er, at mekanismer til at systematisere og investere i opskaleringen mangler. Byggeriet har et vækstproblem, men ikke et innovationsproblem.
2. Problemet er ikke for lidt, men for meget koordinering mellem udviklingsinitiativer. Branchen er for heterogen og har for mange forskellige aktører der styrer udviklingen til, at det er muligt og hensigtsmæssigt at tilstræbe én fælles udviklingsdagsorden. Det giver mere værdi at dyrke nicherne og forskellighederne end at tilstræbe, at alle skal være lige med (og enige om) alt. 
3. Problemet er ikke for lidt fokus, men for meget fokus på byggeriet. Vi kender alle svanesangen om ”at i gamle dage med Boligministeriet der forstod man, hvor vigtigt byggeriet var”. Men der er i virkeligheden en massiv interesse for byggeriet både politisk, økonomisk og i øvrigt også hos forbrugerne i dag. Vi skal bare være bedre til at se denne interesse i forbindelse med andre dagsordner og ressortområder - og ikke bruge kræfterne på at lukke byggeriet om sig selv.
4. Problemet er ikke byggebranchens unikhed, men branchens italesættelse af unikhed. Som alle andre ”faggrupper” har vi travlt med at skærme vores arbejdsfelt ved at gøre det til noget særligt, så vi er sikre på, at andre ikke blander sig.
5. Problemet er ikke for hård konkurrence, men at alle leverer det samme. I byggeriet er der en udpræget opfattelse af, ”at den hårde konkurrence gør, at vi ikke har råd til at innovere”. Det er en absurd logik – i de fleste sammenhænge vil man hævde, at det er innovationen, der skaber konkurrenceevnen og ikke omvendt. Problemet er snarere, at vi kun konkurrerer på pris fordi ingen vedvarende og med sikkerhed kan levere noget unikt.
6. Problemet er ikke mangel på tid, men mangel på adskillelse af udvikling og drift. ”Vi har ikke tid til at udvikle i en presset dagligdag” er et standardudsagn. Samtidig har vi en branche, der fra sag til sag laver massere af udvikling, så tid er der nok af. Udfordringen er snarere, at vi ikke er gode nok til at ”gøre det ens ens” og ”det forskellige forskelligt” fordi vi ikke kan skelne mellem udvikling og rutine.
7. Problemet er ikke manglen på det store gennembrud, men fraværet af de mange små forbedringer. Diskussionen om byggeriets udvikling har ofte karakter af at ”der er brug for markante gennembrud”. Men med få undtagelser – som skyldes eksterne ”gamechangers” som man alligevel ikke kan påvirke – kommer de mange forbedringer ved gradvis fornyelse, der over tid bliver stor. Det afgørende problem for byggeriet er ikke at revolutionen mangler, men at der ikke finder nogen systematisk læring og videreudvikling sted.

Om ovenstående syv teser gør, at vi finder en ny melodi, for byggeriet, er svært at sige på forhånd. Men uanset hvad tror vi, det er tid til at få skubbet til pladespilleren eller finde en anden plade frem. Ellers bliver vores forsøg på at udvikle byggeriet ikke et hak bedre!