Brikker i det store filantropiske puslespil

Som Bill Gates har formuleret det om sin egen fond ”We are a tiny tiny foundation” – en fond der ifølge sin egen hjemmside samlet set har uddelt +100.000.000.000 kr.! Hvorfor denne ydmyghed hos fonde der har og uddeler milliarder? Hvad blev der af den store mæcen, der egenhændigt gik ind i et område og skabte resultater uden smålig skelnen til, hvad andre gør og mener? Hvorfor denne interesse for kapacitetsopbygning og alliancer snarere end for det enkelte projekt? 

Fonde har hverken investorer eller vælgere at skulle tage hensyn til. Dejligt, vil mangen aktionær- eller pressejagtet direktør og politiker nok tænke. Og netop muligheden for at tænke langsigtet og gå ind i de risikofyldte projekter blev da også igen og igen fremhævet som noget af det særlige fonde kan bidrage med i samspillet med stat og marked. Som Matthew Bishop fra ugeskriftet The Economist og forfatter til bogen Philanthrocapitalism bemærkede: filantropi kan være ”the smart capital”, der tager de risici, som ingen andre tager (hvorfor en høj grad af fejlslagne projekter ifølge Bishop også må være et vigtigt succeskriterium for fonde). Men fraværet af et bagland man hele tiden skal stå til regnskab for, er også fondes akilleshæl. Hvori består deres legitimitet? 

Netop fondes legitimitet var et centralt omdrejningspunkt for professor Anker Brink Lund, CBS, velturnerede indlæg Civilsamfund, stat og marked – et trekantsdrama.  Et krav om legitimitet, der ifølge Lund igen stiller krav om at fonde er professionelle, åbne (men ikke nødvendigvis åbenmundede) og eksplicitte om, hvilke kriterier der ligger til grund for fondes beslutninger og evaluering heraf. Hvis det ikke kan forklares, kan det ikke forsvares! Men i sidste ende afhænger fondes legitimitet vel mest af alt af evnen til at skabe resultater for det fælles bedste. Og hvordan gør man så bedst det i en verden der, som Bill Clinton observerede, er forbundet på kryds og tværs? Netop ved at bygge koalitioner konkluderede Bishop. 

Ifølge Bishop står filantropi overfor sin femte guldalder. Forholdet mellem stat, marked og samfund er under opløsning – rollerne flyder. Og det er derfor den (filantropiske) entreprenør, der kan skabe sammenhæng mellem mange brikker, der kan skabe den store forandring. Det handler om at skabe ” the coalitions of the positive”. Den historie vil vi gerne I Smith købe ind i. Ikke mindst, når det gælder byggeriet, vil vi til enhver tid hævde, at det er evnen til at skabe udvikling i mange led, hos mange parter og i mange vidensdomæner, der skaber muligheden for det store gennembrud. Det er ikke så meget højden i det enkelte tiltag som den samtidigt orkestrerede udvikling, der gør forskellen. I det lys virker det både oplagt og nødvendigt at se på systemer og kapacitetsopbygning snarere end på de enkeltstående aktører og projekter – også når man er en fond. Set fra den enkelte aktør, der gerne vil have støtte fra en fonds side, kan det måske virke komplekst, men der er en logik og rimelighed i, at vi alle bliver brikker i det store filantropiske puslespil. 

Jesper Nygård og Flemming Borreskov, henholdsvis bestyrelsesformand og direktør for Realdania, citerede på dagen i forskellige versioner Pippi Langstrømpes, ”Hvis man er stærk, har man et særligt ansvar for at være sød ved andre”. I en opdateret version vil det måske lyde ”Når man sidder med mange brikker, så har man et særligt ansvar for at vise dem til andre”.  Måske bliver en af de afgørende kilder til legitimitet fremover fondenes evne til at lægge puslespillet åbent frem. Det er nu engang noget nemmere at forstå både tilsagn og afslag, når man kender det store billede på æsken. Ellers bliver man som ansøger til en almen fond en brik, der ikke fatter… ja undskyld … en brik!