Thanksgiving

THANKSGIVING

Det er thanksgivings skyld, at vi er her. Så det er også passende, at det er her vi slutter – med en thanksgivingmiddag i solen udenfor delikatesseforretningen Dean & Deluca i Georgestown, Washington. Dø kalkun!

Thanksgiving er amerikanernes tak for alt det, landet har givet. Det er kalkunen og majsen, som indianerne bragte til de første missionærer, der landede med Mayflower. Dengang sikrede det overlevelse, da de medbragte afgrøder fejlede. Nu sikrer majsen, at fyldet i kalkunen får den fornødne fedme, hvilket bestemt heller ikke er at kimse af. Det er tranebærernes syrlighed fra skovene i sovsen. Det er de søde kartofler med pekannødder i mosen. Og det er i dagens anledning heldigvis også en usædvanlig god Pinot Noir fra Sonoma Valley. Det er tanken om et USA, der samles på tværs af race, tro og sprog. Troen på, at det netop er vellykket fordi farver og smag blandes. Der er mindet om, hvor ydmygt det startede. Og håbet om, hvor rigt det kan blive, når man bare forstår at gribe de muligheder, der byder sig.   

At forskellighed er en styrke. Og at man kan starte småt og slutte stort. Det synes stadig at være USA. Både som en realitet - trods krise og alt det der, har landet stadig et af de højeste BNP i verden. Og som en drøm, der gør at et markant skel mellem rig og fattig ikke bare er tåleligt men helt legitimt – også for dem der har mindst. Occupy Wall-street vil næppe ændre det til trods for, at det ser heroisk ud med de interimistiske protesttelte, som vi i køligt regnvejr passerer langs havnen en tidlig søndag morgen i San Francisco.

Og der er brug for den – drømmen. For aldrig har jeg set så mange hjemløse som i SF. Det slår Mumbai og Nairobi med flere hjemløseposelængder. Og det er ikke bare sutterne og syrehovederne. Det er – først og fremmest – unge, der samles i al deres optimistiske håbløse hårdhudede barfodethed i smøgerne op langs Haight Street eller i parkerne for at fange noget sollys efter en sikkert kold nat. Unge, der ser ud til ikke bare at trænge til en frisør men også en collegeplads. Og som vel trods alt også vil tage imod begge dele, hvis lejligheden bød sig. Som velfærdsdansker er det i hvert fald svært at forestille sig andet.

At klare sig med lidt er – uden sammenligning i øvrigt – også vilkårene for den transitrejsende, der ufrivilligt bliver fanget på mellemhånd i en barmuda trekant bestående af forsinkede fly, et rejseselskab, der ikke helt mener, det er en del af servicebranchen og en ”Star Alliance”, der er mere alliance end stjerner over. Resultat: et døgn i Washington, svedige t-shirts (og sokker, der slet ikke bør omtales), aflyste møder og en spisevoucher, der sådan omtrent dækker et enkelt glas tvivlsomt vin på lufthavnshotellet. Vi har alle vores bekymringer.

Bekymring er der også grund til at have på de etablerede virksomheders vegne. I hvert fald at dømme på 2011 udgaven af MCPC-konferencen, der denne gang foruden mass customization også satte fokus på åben innovation. Og som derfor meget passende var co-chaired med manden, der akademisk set startede det hele: Henry Chesbrough fra Berkeley, San Francisco. Tre observationer sætter på hver deres led etablerede virksomheder og forretningsmodeller under pres.

Frank Piller og Fabrizio Salvador præsenterede resultaterne af et survey blandt 500 firmaer, der har forsøgt sig med at mass customize deres ydelser. Korrelationen mellem brug af mass customization og resultater i forhold til indtjening og kundetilfredshed var ikke opmuntrende. Eller sagt mere præcist: dem der lykkes, er de nystartede virksomheder, der som eksempelvis my müesli (nu er der slut med for mange rosiner på din yoghurt – du kan blande din egen müesli) har mass customization i deres DNA. De etablerede virksomheder synes simpelthen ikke at være i stand til at tilegne sig de underliggende kompetencer, der forvandler mass customization fra en smart ide til en god forretning.

Hvem ved – måske er det bagsiden ved at være god til at klare sig med det, der er. Man opnår en specialisering; en bestemt måde at gribe det an på, som bliver en succes, og som derfor ophøjes fra middel til mål. Nøjsomhed bliver til velstand, der bliver til tradition. The melting pot stivner. En virksomheds tradition bliver lige så urørlig som thanksgivingmiddagen.  Mass customization bliver en lige så fremmed fugl som ænder eller gæs på middagsbordet lige netop denne dag (til trods for, at det faktisk var ænder og gæs og ikke kalkuner, der oprindeligt blev indtaget til thanksgiving).

I det lys synes vores forsøg i Byggeriets Innovation på at indføre mass customization-principper i byggeriet da i øvrigt at være overraskende vellykkede.   

Men det er ikke kun konkurrencen fra nye virksomheder, der bør give panderynker hos de etablerede virksomheder. Måske er det, der ikke er og dem, vi indtil videre har levet af den største trussel.

Det der ikke er, var genstanden for B. Joseph Pines oplæg om "the multiverse", det rum af muligheder, der opstår i den virtuelle verden. En verden, der ikke bare er en kopi eller en beriget udgave af den fysiske verden, men en værdiskabende verden i sig selv. Og en verden, hvor der modsat den fysiske verden ikke er nogen begrænsninger og derfor heller ingen øvre grænse for værdiskabelsen. Lige på nær vores mangel på fantasi – en fantasi som Pine atter gjorde sit til at stimulere.

Dem vi indtil videre har levet af er selvsagt kunderne. En rød tråd gennem MCPC-konferencen siden den startede i 2001 er den fortsatte glidning i forholdet mellem virksomheder og forbrugere. Mass customization inddrager kunderne i centrale dele af designprocessen. Med åben innovation gøres de til en stadig vigtigere del af innovationsprocessen. Og med additive manufacturing står de også selv for produktionen. Det radikale scenarie er, at en virksomheds eneste rolle er, at tilbyde en platform, hvor forbrugere enkeltvis og sammen kan innovere, designe, producere og genbruge. Det scenarie blev allerede malet klart op i 2009-udgaven af konferencen. Men i år fik den fornyet kraft, drevet af den fortsatte udvikling i sociale teknologier, fortællingen om lokal produktion som vejen til bæredygtighed samt udviklingen i 3D-print, der bliver både bedre og billigere. Menuen står på hjemmeproduktion – ikke bare af maden, men også den tallerken den spises af!

I en vis forstand handler det til stadig om at bruge det, man har. Der er bare meget mere at vælge imellem, når det eneste, der skal transporteres, er bits og hverken mennesker eller varer.

Helt dertil er vi ikke kommet. Og det ved vi også godt, da vi læner os tilbage og nyder solen i cafestolene i smøgen udenfor Dean & Deluca, mens vi sipper til resten af vores Pinot Noir fra papkaffekopper. Nej, ikke som en hyldest til Sideways-filmen, men blot som en konstatering af, at landet synes lige så forskrækket for salt på maden som for alkohol i det offentlige rum. Det var ikke en sørejse på flere måneder stuvet ned under dækket og på vej ud i det ukendte med Mayflower, vi stod overfor. Men det føltes næsten sådan med United Airlines ”service” i alt for klar erindring.  

Et kort øjeblik er det lige meget. Lige det øjeblik, hvor mætheden sætter ind og effekten af druer og fad fra Sonoma rammer helt rent. Lige der, hvor et behov toner ud og et nyt endnu ikke har orket at melde sig. Lige der, hvor det eneste man har lyst til at mumle, er et uforbeholdent tak, tak thanksgiving.