Blogindlæg

Kender du prototypen?

Modelstudier er fascinerende. Også dem der handler om bygninger. Og byggeriet har lang tradition for at arbejde med modeller i alle skalatrin gennem hele byggeforløbet. Men måske kan vi få endnu mere ud af den Jørgen Clevinske evne til at udtrykke ideer i pap, skum og klister!

Prototyper / modeller er et opgør med tankens og ordets tyrani. I en kompleks verden er der brug for at veksle mellem eksperimenter, observation og analyse. Der er brug for at finde saksen og papiret, 3D-printeren eller PC’en frem for at:

-        fremtvinge bud på mulige løsninger hele vejen gennem udviklingsforløbet

-        tydeliggøre den ”tavse viden” der er knyttet til skrevne og talte ord

-        skabe synlige fysiske begivenheder der inddrager brugere og beslutningstagere

Indenfor industriel produktudvikling er der en stadig stigende bevidsthed om vigtigheden af prototyper. Sat på spidsen har prototypeudvikling skiftet karakter fra at være et teknisk redskab til at være et generelt ledelsesredskab. Ikke mindst når opgaven er accelererede udviklingsforløb på tværs af fagfelter og med solid inddragelse af både ledelse og slutbrugere.

Behovet for at løse komplekse problemstillinger med inddragelse af mange forskellige fagligheder, brugere og beslutningstagere kan næppe være større end i byggeriet. Og spørgsmålet er derfor, om der ikke også i ”vores” branche er behov for at prototyper / modeller går fra at være et redskab, der primært bruges af bestemte aktører i bestemte faser til at belyse bestemte problematikker til at være et alment ledelsesredskab, der gennem fælles fokus og sprog muliggør udvikling på tværs. 

Jørgen Clevins programmer er ifølge DR solgt til Brasilien, Filippinerne, Grækenland, Cypern, Sverige og Afghanistan. Måske er det på tide at gøre ham til ”alment (u)teknisk fælleseje” i dansk byggeri.    

Dette blogindlæg er skrevet med udgangspunkt i et udviklingsforløb om fleksibilitet, specifikation og organisationsdesign i og af fremtidens hospitaler – navnlig med afsæt i oplæg fra Poul Kyvsgaard Hansen der er lektor ved Center for Industrial Production, Aalborg Universitet og som har mangeårig erfaring med produkt- og produktionsudvikling fra blandt andet B&O, Lego og Siemens Wind Power. Forløbet blev gennemført januar 2011 som led i projektet ’Ide til program”, der fokuserer på bygherrens rolle i de tidligste faser af et byggeprojekt med hospitalsbyggeri som den gennemgående case. Bygherreforeningen er vært for det tre årige udviklingsprojekt, der er udviklet i samarbejde med Smith Innovation og som har modtaget økonomisk støtte fra Realdania og Erhvervs og Byggestyrelsens program for brugerdreven Innovation.