Håndgrivbelige probelemer fortjener uhåndgribelige løsninger- tag bare bæredygtighed

Den 27. marts 1813 erklærede Preussen krig mod Frankrig. Der var bare lige det ved det, at man fattedes penge. Derfor appellerede prinsesse Marianne af Preussen til Preussens kvinder om at bytte deres guldringe med en stålring med en synlig indgravering „Gold gab ich für Eisen“. Det var jo umiddelbart en dårlig forretning. Men pudsigt nok blev stålringene de næste mange år de mest eftertragtede og værdifulde.

Guldværdien blev erstattet med værdien af, at vise at man ofrede sig for sit land. Det uhåndgribelige blev mere værd end det håndgribelige.

Og sådan er det måske også med bæredygtighed. Bæredygtighed må handle om at skabe mere værdi med brug af færre fysiske ressourcer.  Og naturligvis kan man reducere ressourceforbruget – eksempelvis ved at lave standarder for bæredygtighed så som LEED, principper for lavenergihuse, BOLIG+ kriterier etc. Den anden del af ligningen er at øge værdien.

Men hvordan er det lige det fungerer med værdier. Ikke som vi tror det gør, hvis man dykker ned i feltet ”behavioural economics”. En stor påfuglehale er et tegn til hunnen om “at hvis jeg kan klare mig med denne ubrugelige tingest døgnets 24 timer, så er det fordi jeg har nogle vældigt gode gener – go for it”. På samme måde som det er en god idé at give kæresten blomster og smykker, fordi det er hævet over enhver tvivl, at man køber gaven, fordi den man selv mener den kan bruges til noget synderlig fornuftigt.

Et produkts værdi er ikke hvad det kan. Men hvad det signalerer. Pointen er at der ikke er nogen pointe – halen, buketten og ringen er brugbar fordi den ikke er brugbar.

Ok – det var pointen med halen o.s.v., men hvad er pointen med dette blogindlæg? Well, en pointe kunne være, at det virkelig må gå godt for konsulentvirksomheden Smith, når vi har tid til at skrive noget så uhåndgribeligt som dette blogindlæg (hvormed vi sender signalet ”kære kunde – du er virkelig heldig hvis vi har tid til at hjælpe dig”). Det var nu egentlig ikke den pointe jeg vil frem til.

Snarere at de fleste håndgribelige problemer har uhåndgribelige løsninger. Og at vi måske i byggeriet har en tendens til at undervurdere det uhåndgribelige / adfærdsmæssige til fordel for de håndgribelige / fysiske løsninger.  Vi vil så gerne være konkrete. Men måske er det abstraktionen – det uhåndgribelige – der mangler.

Hvad nu hvis man kunne bytte firehjulstrækkeren ud med en hybridbil med påskriften ”bæredygtighed frem for blær”. Det vil virkelig være blæret. Og bæredygtigt.

Dette blogindlæg står i dyb gæld til et sjovt og tankevækkende indlæg af debattøren Rory  Sutherland på konferencen Mass Customization & Personalization 2009 , Helsinki. 

Foto: Flickr