Vi mangler en krise i krisen – ”krisen” etymologisk set

"Krisis" kommer af græsk og betyder at skelne, afgøre, fælde dom (om), udvælge. Det var i starten en juridisk domskategori og handlede om at træffe afgørelse for eller imod. Siden hen overtages begrebet i den latinske udgave af Bibelen og får her ny (teologisk) betydning, nemlig den dom, der på Herrens yderste dag, skal adskille de frelste og de fordømte fra hinanden. risen er det der skiller fårene fra bukkene, sender nogle til himmels og andre til helvede.

Men der er også en anden (antik) betydning af ordet – den medicinske, der har mere med den moderne forståelse af ordet krise at gøre: en dom over sygdommens forløb, dvs. (f.eks.) overlever den syge eller ej? Hvornår indtraf sygdommen, og hvordan er helbredelseschancerne? Krisen får hermed en tidslig dimension og overføres siden til det samfundsmæssige og politiske: nu et det som (alt for) bekendt brancher, økonomier og meget mere der kan være i krise. Krise bliver her til epokebegreb, dvs. adskillelse mellem tider - ofte med vurderingsmæssige, normative ansatser: fortiden var paradis, nu er der helvede eller omvendt.

Krise kan altså både betyde ”dom” og ”et overgangsfænomen”. Og vi i Smith vover gerne den påstand, at begge forståelser aktivt er i spil i den måde begrebet krise bruges på både i og udenfor branchen. Oplagt er den aktuelle krise en overgang – der var noget der var, der forsvandt og at der er noget nyt der kommer til. Men der er også en tendens til, at krisen bliver udlagt som noget der ”rydder op” – at den er en nødvendig storvask der, efter alt for mange år med alt for meget at lave, får fjernet alle de brodne kar og som derfor, som en skovbrænding, giver plads til at nye ting kan spire og gro.

Ak ja, vi vil ønske det var så vel. At krisen tog de slemme og præmierede de gode. Men vi har egentlig lidt svært ved at se, at det er det der sker i byggebranchen lige nu. Vi ser massere af udviklingstiltag, blive kvalt som næsten var i mål – tag bare de massive satsninger der indenfor typehusområdet var lavet i huskoncepter og produktionsanlæg, der kunne tilbyde kunderne stor variation og høj kvalitet til en overkommelig pris. Og ja, det er vel rigtigt, at dem med styr på omkostningerne har nemmest ved at overleve. Men det betyder så vel også, at det er dem, der ikke har investeret i udviklingsprojekter, der klarer sig. Og jo, virksomheder med glade kunder står vel stærkest i konkurrencen. Men tilsvarende bliver ”evnen” til at regne forkert ved tilbudsgivning (og så hente det tabte ind på ekstraregninger) vel også ekstra vigtig når konkurrencen skærper til.

Kriser kan uden tvivl føre til innovation. Og nogle gange nogle rigtig radikale af slagsen. Tag bare Manhattan-projektet, der førte til udviklingen af A-bomben under anden verdenskrig. Man snakker i innovationslitteraturen om ”wartime innovation” – altså de innovationer der kan opstå, når systemer langt fra normal markedsligevægt når nye og måske på sigt også mere efficiente ligevægte.

Men de kan som sagt også føre til det modsatte.

Bogen Organizing Genius – the secrets of Creative Collaboration skrevet af Bennis (1997) er et spændende indblik i hvornår radikal innovation lykkes. Afgørende forudsætninger i de 6 casestudier som Bennies gennemgår er blandt andet om a) der er et fælles fokus for udviklingsindsatsen, der rækker langt længere en kortsigtet optimering (man skal være ”on a mission from God”) b) udviklingsholdet har helt urealistisk positive forventninger til hvad der kan lade sig gøre og c) der er (massere af) ressourcer til rådighed.

Manhattanprojektet havde truslen fra Hitler og Heisenberg, 2500 forskere med en gennemsnitsalder på 25 år og hvad der i dag svarer til ca 40.000.000.000$ at arbejde med. Spørgsmålet er så hvilken krise i krisen der kunne være vejen ud for byggeriet. Bæredygtighed og klimaændringer synes at være de mest oplagte kandidater lige nu. Ordentlige boliger der er til at betale for de 1,5 millioner mennesker, der hver uge flytter til verdens metropoler er en anden værdig kandidat.

Måske er problemet ikke at vi har for meget, men for lidt krise. For kriser der kun er finanskriser kommer der næppe det store ud af. Det er ikke en dommens dag eller startskuddet på noget helt nyt og bedre. Det er bare træls.