Ulven bider (ikke)

Ulven bider. Men den gør ikke noget. Du dør ikke af det - også selv om den faktisk spiser dig. Siden 1948 har ”ulv” nemlig ikke været en kategori i WHOs listning af mulige dødsårsager.

Standarder og kategorier bestemmer hvordan vi dør. Men de bestemmer i høj grad også hvordan vi lever. Enhver standard fremhæver ét bestemt syn og gør andre tavse. De tillader os at se og handle på bestemte ting og ikke på andre. Og de gør det vel og mærke på en meget diskret, nærmest tavs måde.

Uden en standard for tid, vil vi dårligt kunne tale om tiden og med sikkerhed ikke bruge den som et centralt styringsredskab. Med andre klassifikationer for etnisk tilhørsforhold vil integrationsdebatten se helt anderledes ud (”hvor mange bornholmere har vi egentlig mulighed for at integrere i det danske samfund”) og så videre. Den sammenhæng gælder selv sagt også byggeriet. Alene det, at vi kan tale om byggeriet som selvstændigt domæne beror på, at vi fortsat - og til trods om al snakken om at vi lever i et vidensamfund - har valgt at klassificere brancher i forhold til produkter og ikke i forhold til eksempelvis kompetencer eller processer (hvilket vil give nogle helt andre og på mange må-der måske langt mere frugtbare sektorielle landkort). Og derfor er der al mulig grund til at være opmærksom, når nye klassifikationer er på vej.

Tag nu bare snakken om digitalisering af byggeriet. Tanken er besnærende - hvorfor ikke have et fælles digitalt sprog og undgå at data går tabt i overleveringen fra en part til en anden? Well, det kan sagtens tænkes, at det er en god ide. Men samtidig vil en digitalisering og dertil hørende standarder og klassifikationer også uundgåeligt trække branchen i retning af én bestemt forståelse af sig selv. Opdeler man oplysningerne efter byggeriets nuværende byggeklodser, bliver det sværere at beskrive og foreskrive eksempelvis systemleverancer. Definerer man oplysningerne i forhold til byggeriets nuværende faggrupper og aktører, bliver det sværere at forestille sig andre faglige grupperinger. Understøtter man det enkelte byggeprojekt som omdrejningspunktet for byggeriets organisering, bliver det sværere at selvstændiggøre og opprioritere byggeriets strategiske udviklingsindsats.

Som al teknologi kan digitalisering bruges til både at forandre og forankre. I bedste fald betyder digitalisering ikke bare en mere effektiv kommunikation men også en gentænkning af byggeriets roller, processer og udviklingsarbejde. I værste fald – som illustreret ovenfor – at man fastholder byggeriet i en struktur, der har sine rødder i middelalderen. At vi i givet fald går fra den ”mørke middelalder” til den ”digitale middelalder” er en ringe trøst - for middelalder er det ikke desto mindre.

Vores pointe er ikke, at der ikke er brug for standarder og klassifikationer. Fraværet af informationsgivende og –styrende standarder kan meget vel være lig ”the tyranny of structurelessness”. Men at der er god grund til at tænke sig om, når de foreslås, for de er på godt og ondt på ingen måde så neutrale eller selvindlysende, som de forekommer. Ulven bider måske ikke længere. Men det gør standarder og klassifikationer!