Publikation

Kvarterets samlingspunkt - en håndbog

Hvordan skabes kvartershuse, med plads til aktiviteter for både børn, familier og ældre? Hvordan organiseres kvartershuse på tværs af kommuner og boligforeninger? Og hvordan kan kvartershuse fremme trivsel og sammenhængskraft i lokalområder?

Denne håndbog tager afsæt i erkendelsen af, at livskvalitet i høj grad skabes lokalt. Livskvaliteten kan styrkes gennem bevidst arbejde med både de fysiske rammer og sociale fællesskaber. Sidder du med denne håndbog i hånden, har du formentlig et ønske eller et konkret opdrag om at være med til at skabe et fysisk samlingspunkt for aktiviteter og fællesskaber i et kvarter. Et sted, som kan styrke trivsel og sammenhængskraft i det helt lokale, men også et sted, der kan fremme fællesskaber og skabe positive forandringer på tværs af befolkningsgrupper, boligområder og bydele. 

Håndbogen er derfor et værktøj til dig, der i samarbejde med andre skal udvikle et kvartershus. Når der i det følgende står ”I”, er det altså en samlet betegnelse for de parter, der indgår et konkret samarbejde om udviklingen af et kvartershus. Det kan f.eks. være en almennyttig boligforening (herefter almen boligforening) og en kommune, men andre parter kan også indgå i samarbejdet. 

I det indledende udviklingsarbejde deltager seks boligområder:  

  • Værebro Park i Gladsaxe 
  • Rosenhøj i Viby 
  • Ellekonebakken i Viborg 
  • Byens haver i Æblehaven og Rønnebærparken i Roskilde 
  • Fremtidens Brøndby Strand 
  • Skovbakken i Svenborg  

Publikationen er udgivet som led i projektet ”Fremtidens kvartershuse”, som vi har samarbejdet med Almennet om. Bag indsatsen står Realdania og Landsbyggefonden. Publikationen sammenfatter seks kommuners erfaringer fra udviklingen af kvartershuse.