1 år med fsb HJEM
Det rigtige mindset
Når man kigger rundt i landskabet af strategiske partnerskaber, ser man ofte veletablerede virksomheder med mange års erfaring i byggebranchen. Og det giver på visse punkter god mening. Man skal kende sine egne arbejdsgange og have klarhed over interne linjer, før man hensigtsmæssigt kan byde ind i den type samarbejdsrelation, som kendetegner strategiske partnerskaber. Men det er omvendt vigtigt at pointere, at strategiske partnerskaber grundlæggende handler om gentagelsen i arbejdet og ambitioner om at lære og forbedre arbejdsgange. Derfor handler det mere om mindsetet og bevidstheden om sin egen organisation, end det handler om størrelse, og hvor mange år, man har været i branchen.
Der er kage nok til alle
De strategiske partnerskaber er ofte blevet skudt i skoene, at de tager for stor andel af bestemte byggeopgaver, når det er de samme aktører, der sidder med sagerne over en flerårig periode. Nogle mener sågar, det har monopoliserende effekter i byggebranchen. Men dykker man lidt ned i de forskellige opgaver, opdager man hurtigt, hvor mange cvr-numre, der er tilknyttet sagerne. Entreprenørerne arbejder med forskellige fagentreprenører, som er selvstændige virksomheder, og specialrådgivere spiller fortsat en afgørende rolle i mange byggesager og bliver ofte hentet ind. Der er således mange, der får en bid af kagen.
Heller ikke ved fsb HJEM tegner der sig monopoliserende tendenser. Den almene sektor udgør kun en lille del af byggeriets samlede omsætning, og trods sin størrelse er fsb stadig kun én boligorganisation blandt mange. Lægger man dertil, at fsb HJEM udelukkende fokusere på renoveringsopgaver – og ikke alle mulige andre typer af byggeopgaver – synes man at være langt fra at kunne kalde det strategiske partnerskaber for monopol.
Vores håb for kommende partnerskaber
Hos Smith er vi overbeviste om, at gentagelsen er en forudsætning for innovation og udvikling. Det er derfor vi har taget vores navn fra samfundsfilosoffen og økonomen Adam Smith. I sine teorier beskriver han nemlig, hvor gentagelsen er en forudsætning for specialisering, som igen skaber mulighed for udvikling, innovation og øget velstand. De strategiske partnerskaber giver netop disse muligheder, så det er nok ikke overraskende, at vi gerne så flere af dem inden for byggeriet. Og størrelsen og omfanget på de igangværende partnerskaber må endelig ikke skræmme mindre organisationen fra at indgå i denne type samarbejdsrelation. Det handler om potentialerne i at forbedre arbejdsgange ved gentagne samarbejdsrelation og ikke om antal medarbejdere. Den praktiske organisering ved de mindre partnerskaber skal sandsynligvis tænkes anderledes, og behovet for fælles kontor og hyppige møder kan variere meget. Men generelt tror vi, at erfaringer fra flere mindre partnerskaber vil gavne byggeriet og have positiv effekt, så længe man i fællesskab arbejder for øget kvalitet og udvikling i byggeriet, i stedet for at suboptimere i hver sin lejr.
Fingeren på pulsen
Strategiske partnerskaber handler grundlæggende set om muligheden for at gøre noget mere end én gang og derfor om muligheden for at lære og blive bedre. Det kan lyde banalt, men gentagelsen rummer enorme potentialer for at skabe en mere bæredygtig og effektiv byggebranche. Og heri rummer de strategiske partnerskaber også unikke muligheder for evaluering af resultaterne undervejs. Dermed undgår man, at viden og erfaringer går tabt, men derimod forankres indbyrdes og skaber grundlag for løbende udvikling af arbejdsprocesser. Vi skal kort sagt blive bedre til at opsamle viden og evaluere – ikke kun på slutproduktet, men også på de processer, der leder op til det. I takt med flere erfaringer fra de igangværende partnerskaber og opstarten af nye, får vi fortsat mere viden om denne relativt nye måde at arbejde sammen på. Der begynder med andre ord at være en gentagelse i gentagelsen, og vi glæder os til at følge udviklingen og dens effekt på byggeriet.