Nyhed

Biobaserede budskaber til din efterårsferie

Dato
17.10.2024
Sammen med Byens Podcast spreder vi budskabet om potentialerne i at omstille byggebranchen og dét materialekompas, som har domineret branchen længe – en omstilling fra det gravede til det groede byggeri

Afdækningen af værdikæden inden for biobaserede byggematerialer, i regi af projektet Veje til biobaseret byggeri, som for nyligt blev delt i afrapporteringen på årets arbejde, synliggør hvilke potentialer der gemmer sig, når det kommer til at accelerere brugen af de fornybare ressourcer. Her er det tværsektorielle samarbejdes potentiale en af de væsentlige konklusioner, som projektet har fundet, og som er sammenfattet i afrapporteringen af første projektfase.

Nu står en ny projektfase for døren, og i denne forbindelse spreder vi det biobaserede budskab, i samarbejde med Byens Podcast – en podcast produceret af Byens Netværk. Mikkel Thomassen er gæstevært og faciliterer diskussion om, hvad det vil sige at bygge til fremtiden, og hvad det vil betyde, hvis landbruget og byggebranchen kan finde hinanden i omstillingens navn. 

Årstidsskiftet til efteråret er en overgang, som er til at tage og føle på – meget fysisk og meget synlig og måske en påmindelse mulighederne for omstilling? En opfordring til at lade visne ideer spire igen? Ideen om biobaserede byggematerialer af fornybare ressourcer er ikke ny, men muligvis visnet til fordel for brugen af ikke-fornybare råstoffer. Hvad er der at vinde, hvis vi tør kaste de visne blade og ideer op i luften, lade dem falde nænsomt ned og genfinde vejen ind i vores byggeskik?

Hos Smith Innovation ser vi frem til at arbejde videre mod denne omstilling – fra det gravede til det groede byggeri.

Vi ønsker alle en fortsat god efterårsferie, og håber at I vil lytte med i podcastserien. Hold dig opdateret på Byens Netværks egen hjemmeside her.

I podcasten medvirker:

  • Agnes Garnow, arkitekt, Institut for Byggeri, By og Miljø på Aalborg Universitet
  • Emil Dahl, biolog og forsker fra Aarhus Universitet
  • Mette Jørgensen, programkoordinator, Bioøkonomisk Vækstcenter i Guldborgsund Kommune
  • Mikkel A. Thomassen, partner, Smith Innovation er gæstevært
     

Byens Podcast: Hvorfor skal vi bygge biobaseret?

Lyt til første afsnit her