Nyhed

Forundersøgelse for Randers' fremtid afleveret

Skrevet af
Dato
05.06.2015
Den forundersøgelse, som skal danne grundlag for Randers' fremtidige byudvikling, er nu afleveret. Syv scenarier giver bud på, hvordan samspillet mellem klimatilpasning, natur, trafik, byliv og totaløkonomi kan skabe nye muligheder for Randers i et ønske om at bringe 'byen til vandet'.

Med forundersøgelsen ”Byen til vandet” har Randers Kommune og Realdania skabt de første trædesten i bestræbelserne på at realisere en ambitiøs og visionær planlægning af Randers’ fremtid. Målet er at åbne midtbyen mod vandet og dermed skabe større grobund for nye bo-, oplevelses- og aktivitetsmuligheder, hvor by, trafik og natur er tænkt bedre sammen.  

Forundersøgelsen er udarbejdet af et tværfagligt hold bestående af C.F. Møller i samarbejde med Orbicon, Habitats, Sadolin & Albæk og Smith Innovation. Sammen har vi haft til opgave at finde og formidle de potentialer og synergieffekter, der ligger i spændingsfeltet mellem byliv, klimatilpasning, trafik, natur og totaløkonomi set ud fra seks forskellige scenarier.

Forundersøgelsen indeholder derfor en omfattende analyse af de seks (som reelt blev til syv) scenarier af infrastrukturelle tiltag og en anbefaling til hvilke scenarier, vi som rådgiverteam vurderer, at Randers med fordel kan gå videre med i en konkretiseringsfase.

Efter sommerferien vil forundersøgelsen derfor danne grundlag for en borgerinddragelsesproces, hvor Randers’ borgere og erhvervsliv får mulighed for at give deres input til processen. Og derefter er det op til Randers Byråd at træffe endelig beslutning om, hvilket scenarie der skal danne retning for den videre og langsigtede udvikling af midtbyen.

Et vigtigt aspekt i forundersøgelsen har været at se på fremtidens Randers ud fra en holistisk og økonomisk bæredygtig tilgang med fokus på at sammentænke byens og naturens visuelle og rummelige udtryk med byens infrastrukturelle og klimatilpasningsmæssige udfordringer. Dermed baner forundersøgelsen vejen for en mere målrettet planproces, der minimerer risikoen for dyre fejlbeslutninger.