Nyhed

Kærlig og konstruktiv rådgivning til Smith Innovation

Dato
30.04.2019
Smith Innovations nye advisory board kaster et kærligt, konstruktivt og kritisk blik på virksomhedens strategiske udvikling og hjælper med at skabe endnu mere og bedre innovation i byggebranchen.

I anledningen af Smith Innovations 10-års jubilæum blev der nedsat et advisory board, som i skreven stund tæller fem medlemmer foruden Smiths partnerkreds, Simone Kongsbak og Mikkel Thomassen. I det nye advisory board sidder Søren Faebo på formandstaburetten. Han har tidligere haft sin daglige gang hos Smith Innovation og kender derfor virksomheden ind og ud. Fra 1. januar blev han en del af Altan.dk, hvor han sidder med markeds- og forretningsudviklingen af deres nye fokus på elevatorer. De øvrige medlemmer er:

Jesper Gottlieb, som er partner i arkitektvirksomheden Gottlieb Paludan, og han bringer knap 40 års erfaring fra arkitektbranchen med ind i advisory boardet.

Vibeke Grupe Larsen har FN’s verdensmål inde under huden og har arbejdet adskillige år med bæredygtig udvikling bl.a. for NCC. Hun har undervist i bæredygtig arkitektur på arkitektskolen i Aarhus og bidrager med den seneste viden inden for bæredygtig udvikling af byggebranchen.

Michael K. Rasmussen har i 25 år arbejdet med brand og forretningsudvikling hos Velux og har desuden en lang række bestyrelsesposter i rygsækken. Han vil naturligt kaste et strategisk lys over Smith Innovations forretningsudvikling og forhåbentlig skabe nye veje til en endnu større medindflydelse i byggebranchen.

Christian Thuesen blander stor erhvervserfaring og den akademiske verden, og arbejder både som selvstændig konsulent og lektor ved DTU inden for byggeteknologi. Hans erfaringer går dermed rigtig fint i spænd med Smith Innovations utrættelige arbejde om at få flere nye bæredygtige produkter på markedet.

//

I lidt over et årti har Smith Innovation arbejdet for at skabe mere tværfaglig innovation i byggebranchen. Samarbejde på tværs af fagligheder har i den sammenhæng spillet en afgørende rolle. I talrige workshopsforløb, erfaringsnetværk og samarbejder over hele landet har vi sammensat aktører og virksomheder som sammen skulle tænke i nye baner og skabe udvikling. Med ti års udvikling er tiden moden til at ”tage sin egen medicin” og nedsætte et advisory board, som skal hjælpe Smith Innovation til at opdage nye veje i arbejdet mod en mere bæredygtig byggebranche med værdiskabelse og brugeren i centrum.