Nyhed

Rådgivning til task force for klimatilpasning

Dato
15.04.2016
Smith er som en ud af otte virksomheder prækvalificeret til at afgive tilbud på en rammeaftale, som skal yde ekstern rådgivning til en ny task force for klimatilpasning. Målet er at hjælpe kommuner og vandselskaber med at komme fra planer til konkrete projekter for klimatilpasning.

Den 1. april lancerede KLIKOVAND og Region Hovedstaden en regional Task Force, der gennem proces- og projektunderstøttelse skal hjælpe regionens kommuner og vandselskaber med at omsætte klimatilpasningsplaner til handlinger. Mere konkret skal task forcen hjælpe med at igangsætte eller fortsætte klimatilpasningsarbejdet og identificere potentialer for relevante indsatser for at accelerere realiseringen af Region Hovedstadens klimaindsats frem mod år 2025.  

Som del af task forcens arbejde, får den mulighed for at trække på eksterne rådgivere, der kan bistå med viden inden for:

  • Inddragelse af borgere og virksomheder
  • Politiske processer
  • Myndighed inden for natur, miljø og plan
  • Blå/grønne løsninger
  • Tværkommunalt samarbejde
  • Økonomi

Den udbudte rammeaftale for rådgiverydelser udbydes på vegne af medlemmerne i KLIKOVAND, som udgør 22 kommuner og 13 vandselskaber i hovedstadsregionen. Udbuddet vedrører løbende rådgiverydelser og udarbejdelse af en række forprojekter, som skal hjælpe kommunerne og vandselskaberne med at komme i gang eller videre med at konkretisere klimatilpasningsplaner til klimatilpasningsprojekter. Rammeaftalen løber fra 2016-2018.

Smith har de seneste fire år arbejdet indgående med klimatilpasning og specialisering i vandhåndtering gennem projekter som bl.a. Klimaspring, Vandet fra Landet og udviklingen af en innovativ og strategisk spildevandsplan for Vejle Kommune, hvor vi har rådgivet både offentlige myndigheder og private interessenter i at skabe nytænkning, fremme dialog på tværs af aktører og interesser og skabe økonomisk vækst.

I forhold til at yde rådgivning i regi af den regionale task force vil vi derfor bl.a. fokusere på vores erfaringer med at håndtere mange forskellige aktører i komplekse udfordringer til at støtte op om de tværfaglige synergimuligheder, der ligger kommunerne, parterne og indsatserne imellem. Derudover vil vi fokusere på at skabe skalerbare løsninger, der løser behov hos mange kommuner og derfor kan anvendes bredt. Og endelig vil vi fokusere på, at klimatilpasningsløsninger er mere end blot fysiske løsninger, men også handler om de bagvedliggende processer og arbejde på tværs af kommunegrænser, sektorer samt offentlige og private aktører.