Nyhed

Randers Byråd har nu valgt retning for ”Byen til Vandet”

Dato
15.03.2017
Sammen med C.F. Møller, Orbicon og Habitats stod Smith Innovation for forundersøgelse til det ambitiøse og visionære byudviklingsprojekt ”Byen til Vandet”, som skitserede seks forskellige scenarier for en fremtidig byudvikling i Randers. Byrådet har nu valgt at gå videre med det mest ambitiøse scenarie, som lægger op til at etablere en ny bro – Klimabroen – over Randers Fjord.

Scenariet udnytter potentialet i at reetablere sammenhængen mellem Randers Midtby, Gudenåen og Randers Fjord, og indeholder store byudviklingspotentialer for ophold og bebyggelse helt tæt på vandet omkring det nordlige havnebassin. I scenariet vil naturen være byudviklingens bærende platform, ligesom sikring af god infrastruktur og sikring af gode klimatilpasningsløsninger vil være i højsædet.

Vi er glade for at Randers Byråd har valgt at gå videre med et scenarie, som både forløser mange af Randers store potentialer, og som både er visionært og konkret. Byen til Vandet vil være et lokomotivprojekt for udvikling af hele kommunen, som ikke kun handler om fysisk omdannelse, men også social, økonomisk og kulturel udvikling af byen. Flot at Randers tænker stort, og at man samtidig vil gå videre med en strategisk og faseopdelt udviklingsplan, hvor man hurtigt kan opnå mærkbare resultater i udvalgte dele af byen.

Smith bidrog med analyse, konceptualisering og processtyring, samt en omfattende interessentanalyse, som på baggrund af både nøgleaktørinterviews og borgerinddragelse, skulle bidrage til en målrettet beslutningsproces. Interessentanalysen skulle afdække muligheder for fremtidige partnerskaber, samt resultere i et beslutningsoplæg til Randers Byråd.

Lige nu arbejder Smith videre med klimatilpasning i en række fjorkommuner, hvor vi sammen med Orbicon og Lundgrens Advokatpartnerselskab har etableret et nyt erfaringsnetværk målrettet kommuner og forsyningsselskaber. Netværket KYST+ skaber en platform for videndeling og samarbejde om udvikling af nye løsninger, der sikrer borgere og byer mod havvandstigninger og stormflod. Vi tager afsæt i en fælles erkendelse af, at udfordringen omkring havvandsstigninger og stormflod er det område, som er svært for kommunerne selv at løfte finansielt.