Nyhed

Smith er blevet medlem af BLOXHUB

Skrevet af
Dato
14.06.2016
Smith har tegnet medlemskab af BLOXHUB med et ønske om at netværke og videndele på tværs af fag- og virksomhedsgrænser og medvirke til at skabe vækst gennem innovation.

Smith er blandt de første, nye medlemmer i foreningen BLOXHUB, der samler private virksomheder, offentlige organisationer, kommuner, forskningsinstitutioner, brancheforeninger og investorer på en fælles platform med det mål at bidrage til en bæredygtig, global urbanisering gennem udvikling af innovative løsninger inden for byggeri, arkitektur og design. Løsninger, der kan føre til vækst og øget eksport for danske virksomheder. 

I et debatindlæg i Dagens Byggeri skriver Hub director i BLOXHUB, Torben Klitgaard blandt andet: "Byggeriet er en af de mest initiativrige brancher, når det handler om at starte nye virksomheder. Men det kniber gevaldigt med at vokse sig stor og nå ud på de udenlandske markeder. [...] Byggeriet er kort sagt god til iværksætteri. Det er 'fuldføreriet', det kniber med. Der er derfor brug for at understøtte de innovative virksomheders skalering. At få sat de gode ideer i system og bragt de små og mellemstore virksomheder ind i vækstforløb, så deres løsninger når længere ud - og også i spil i forhold til den globale urbanisering." Læs hele Torben Klitgaards blogindlæg her 

Det er netop også, hvad vores erfaringer fra at drive sekretariatsfunktionen for Realdania initiativet TEST – din bæredygtige løsning til byggeriet har vist. TEST har været sat i verden for at fremme innovationen i byggeriet og yde økonomisk støtte og rådgivning til virksomheder, der har udviklet bæredygtige løsninger til byggeriet, men som mangler at slå igennem på markedet.

Baggrunden var (og er), at alt for mange bæredygtige løsninger går tabt, fordi det er svært at omsætte teknisk færdige løsninger til markedsmodne løsninger. Og derfor er der også brug for en indsats fra, men også til virksomhederne, hvis deres kommercielle og forretningsmæssige potentialer skal indfries. Et af rådene er derfor at tænke stort fra begyndelsen og se potentialer uden for Danmark, mens et andet er at etablere en bredde i virksomhedens kompetencer gennem samarbejde med andre.

Her har et initiativ som TEST været med til at understøtte en grøn omstilling i det byggede miljø ved at fremme vækstvilkårene for producenterne af fremtidens løsninger. Derfor glæder vi os også over, at vi på en platform som BLOXHUB kan være med til at rådgive virksomheder om, hvordan innovative løsninger kan opskaleres og skabe vækst og eksport.      

Smith har indgået et såkaldt 'community' medlemskab i BLOXHUB og vil derfor ikke have fysisk kontor i hub'en.