Smith udvider med to nye partnere
Sat på spidsen: Hvis Smith var en bygning, vil vi efterhånden gå fra kategorien ”spændende nybyg” til ”ældre ejendom af historisk interesse”. En renovering kan være på sin plads, hvor der skrælles ind til de bærende konstruktioner og nye lag tilføjes med respekt for det særlig smith'ske.
Med indgangen til 2018 går Smith ind i sit 10. år (vi fylder rundt den 1. januar 2019) med fornyet bemanding, organisation og lyst til at udfordre ikke bare byggebranchen, men også os selv. De forløbne år har budt på flere brancheudviklende projekter, end vi har kunne drømme om. Fra primært at arbejde med byggeri og produkter i Danmark spænder vores arbejde med at skabe frirum for byggeriets udvikling i dag også over vand, klimatilpasning og byudvikling i de tidlige faser i ind- og udland.
Samtidig har etableringen af vores søsterselskab SustainSolutions vist sig at være en stor succes. I dag har SustainSolutions 15 ansatte og fremgangen har – helt som ønsket – medført, at Christian Niepoort i dag er fuldtidsbeskæftiget med ledelse af SustainSolutions og derfor ikke indgår i den daglige ledelse af Smith Innovation.
Vi står i dag et andet sted, end da vi startede både hvad angår referencer, kompetencer og erfaringer.
Og som altid gælder det jo om følge med sin alder. Tiden er moden til at sætte rammerne for at udbrede og udbygge vores arbejde med at skabe udvikling på tværs af fagligheder og interesser med blik for både det store, lange og skæve perspektiv.
Vi markerer derfor starten af 2018 med en markant styrkelse af partnerkredsen, som Simone Kongsbak og Søren Faebo træder ind i.
Simone Kongsbak har været med i opbygningen af Smith siden 2011 og repræsenterer om nogen det, vi gerne vil i smith – at forene nysgerrighed og indlevelsesevne med analyse og struktur. Simone får ansvar for den daglige ledelse på kontoret og vil desuden stadig være vores faglige specialist.,når det handler om bæredygtige produkter og SMV'ernes udviklingsmuligheder.
Søren Faebo er en gudsbenådet nede-på-jorden forretningsudvikler og hjernen bag nogle af byggeriets (få) markante skype-successer – blandt andet Altan.dk, Alevator samt en række markeds- og forretningskoncepter i Enemærke & Petersen. Det er ikke mange, der formår at gentænke byggeriet indefra - Søren gør. Som partner i Smith får Søren ansvar for markedsføring og synliggørelse af vores ydelser. Fagligt vil han særligt arbejde med produkt- og entreprenørdelen af byggeriet og dermed fastholde vores fokus på hele byggeriets værdikæde. Samtidig glæder vi os til, at Søren på de indre linjer udfordrer vores strategi og praksis for, hvordan man skaber plads til radikal udvikling i byggeriet.
Mikkel Thomassen fortsætter som partner og øverste ansvarlig for Smith – nu med endnu større fokus på udvikling, forskning og faglig projektledelse samt opdyrkning af internationale opgaver.