Nyhed

Smith vinder projektet ’Københavnermodellen’ om energirenovering

Skrevet af
Dato
16.06.2015
Smith skal fortsætte arbejdet med at finde metoder og værktøjer til at reducere elforbruget i erhvervs- og udlejningsejendomme i Københavns Kommune. Den vundne rådgiveraftale er en blåstempling af det arbejde, Smith allerede har gennemført for Københavns Kommune i regi af projektet Grønne Lejekontrakter.

Smith har vundet en rådgiveraftale på projektet ’Københavnermodellen’ udbudt af Københavns Kommune. Projektet er en fortsættelse af et tidligere projekt, som Smith har gennemført for Københavns Kommune under overskriften Grønne Lejekontrakter, som bl.a. introducerede en forretningsmodel (kaldt ’Københavnermodellen’) til at synliggøre og afhjælpe den såkaldte ejer-lejer konflikt, der opstår i forbindelse med energirenoveringer, hvor investeringen ligger hos ejere, mens besparelsen opnås af lejer.

Projektet ’Københavnermodellen’ er et af fire projekter, der går ud på at udvikle og afprøve forretningsmodeller, værktøjer og metoder, der skal føre til elbesparelser i københavnske handels- og servicevirksomheder og er et konkret led i at indfri Københavns Kommunes målsætning om at reducere elforbruget i H&S-virksomhederne med 20 % i 2025.

Opgaven er derfor at få videreudviklet og afprøvet en forretningsmodel, der skal øge antallet af energirenoveringsprojekter. Mere konkret omhandler projektet en afprøvning af allerede udviklede værktøjer til gennemførelse af elbesparelser i erhvervsudlejnings-ejendomme, kortlægning og beskrivelse af best practice cases samt etablering af en ”hub” for samarbejde, kommunikation, synliggørelse og udveksling af erfaringer om elbesparelser i erhvervsudlejningsbranchen.

I projektet vil afprøvningen finde sted i flere forskellige typer af brancher, herunder en erhvervsudlejningsejendom, et hotel og en bygning inden for detail, hvor ejer og lejer indgår samarbejde om at finde energibesparelser og bruge en ’grøn lejekontrakt’ til at komme uden om den store barriere, som ejer-lejer konflikten udgør. I praksis betyder det, at ejendommens eksisterende installationer gennemgås, og at der udarbejdes en case på potentielle besparelser og investeringer, hvorefter det er op til ejer og lejer at igangsætte energirenoveringen. Samtidig arbejdes der med finansieringsmodeller, der gør det attraktivt at foretage udskiftning til energibesparende udstyr.

Derudover ligger der i projektet også et mål om at afdække behov og ønsker fra ejendomsejere i forhold til at organisere en såkaldt ”hub” for energirenovering. Tanken er, at hub’en skal være med til at motivere bygningsejere til at foretage investeringer i energirenovering og at denne kan skabe en videre forankring af projektets fokus på energireduktion.

Smith vil gennemføre projektet sammen med en række eksperter inden for forskellige tekniske områder i forhold til energibesparelser og juridisk rådgivning ved udarbejdelse af grønne lejekontrakter. 

> Læs mere om projektet Grønne Lejekontrakter her