Nyhed

Specifikke løsninger på ensartede udfordringer - og hvorfor cirkulært byggeri kræver flere fyrfadsprojekter

Dato
01.04.2026
Hvordan tilgår vi typiske udfordringer indenfor byggeri med biobaserede og sekundære materialer? Hvordan løser vi strukturelle problemer indenfor cirkulært byggeri, uden at miste blikket for de enkelte materialers og metoders særlige behov? Og hvordan kan ’fyrfadsprojekter’ bidrage i overgangen til en cirkulær økonomi?
Foto: Youssef Attia.

Der findes forskellige strategier for implementeringen af en cirkulær økonomi i byggeriet, som det såkaldte 9R Framework bl.a. peger på. Mere bevidste materialevalg er et centralt greb til at understøtte cirkulære værdikæder ved brug af f.eks. biobaserede eller sekundære materialer. Begge tilgange er dog ofte forbundet med de samme udfordringer. Værdikæderne er fragmenterede, der mangler dokumentation og sikkerhed, og de har endnu ikke opnået en skala, der giver dem økonomiske fordele. Derfor virker det måske nærliggende at udtænke en fælles løsning, men i virkeligheden kalder tilgangene på forskellige løsninger på de ellers ensartede udfordringer.

I den biobaserede byggeskiks tilfælde er der behov for at etablere nye værdikæder med de eksisterende aktører. Landmændene dyrker nemlig allerede mange af de afgrøder, hvis sidestrømme kan anvendes til byggematerialer, såsom græs og halm, men der skal etableres en kontakt til byggeriet. For at imødekomme efterspørgslen og erstatte CO2-tunge, fossile materialer, skal markedet nulstilles til en biobaseret produktion. Det er en tilgang, vi anvender aktivt i vores arbejde med projektet Veje til biobaseret byggeri

Byggeri baseret på sekundære materialer forudsætter derimod et optimeret logistisk system og et nyt led i værdikæden. Mere præcist er der behov for en logistisk partner mellem nedriver og entreprenør, som kan tage imod materialefraktioner og gensælge disse efter sortering og rensning - Og dette findes der allerede gode eksempler på i Europa. I det EU-støttede projekt CirCoFin har vi undersøgt og kortlagt såkaldte materialepladser - også kendt som cirkulære hubs - på tværs af Europa, som repræsenterer best practice på området. Materialepladserne er ikke blot lagre, men fungerer som koordinerende centre mellem nedrivere og entreprenører.

Udover behovet for denne nye aktør i værdikæden ser vi et behov for at øge sikkerheden for samtlige aktører, der arbejder med sekundære byggematerialer. Hvor entreprenører efterspørger sikkerhed i leverancer, men kan håndtere projektspecifikke løsninger, er producenter afhængige af stabile materialestrømme af ensartet kvalitet og volumen for at kunne opskalere og investere. Her er der brug for en større offentlig indsats, så længe markedet stadig er umodent, så ansvar og risici ikke overlades til enkeltaktører.

Biobaserede byggematerialers udfordringer  

  • Etablering af nye værdikæder  
  • Brobygning mod landbruget  
  • Manglende viden om anvendelse i moderne byggeri 
  • Skalering af udbud 
  • En ny begyndelse arkitektonisk 

De sekundære materialers udfordringer 

  • Hacke de etablerede værdikæder 
  • Brobygning mod affaldssektoren 
  • Manglende viden om materialernes historie 
  • Skalering af efterspørgsel 
  • Anerkendelse af ressourcernes værdi 

Sådan takler vi problemet – projekt for projekt 

Med hensyn til de biobaserede materialer, arbejder vi med fokus på at udvikle nye værdikæder, øge forståelsen for materialernes egenskaber og opførsel og skalering af selve udbuddet. I Veje til biobaseret byggeri har vi samarbejdet med Artelia om at undersøge muligheder og barrierer for skalering af biobaserede værdikæder til byggeriet samt om at udvikle netværket mellem værdikædens sektorer; landbrug, produktion og byggeri. I øvrigt er vores udstilling Plads til at gro et af vores seneste projekter og et eksempel på vores indsats for at udbrede kendskabet til biobaserede materialer blandt de udførende. For hvad nytter det, at landbruget vil afsætte afgrøder til producenterne, hvis ikke de udførende kan beherske materialerne? 

Anderledes går vi til værks, med hensyn til de sekundære materialer, hvor vi forsøger at hacke de eksisterende værdikæder for byggevarer, øge viden om materialernes historie og skalere efterspørgslen. Et eksempel er det ovennævnte projekt CirCoFin, som støttes af EU og som arbejder for at opnå velfungerende logistiske værdikæder for genbrugte byggevarer. For hvad nytter det at huldæk findes, hvis man som bygherre på et byggeprojekt ikke ved, hvor man skal henvende sig, for at få fat i dem, og hvis der mangler rammer, der kan understøtte stabile materialestrømme til producenten og leverancesikkerhed for entreprenøren? 

Fælles for brugen af hhv. biobaserede og sekundære materialer er, at der ikke er noget quickfix til at løse udfordringerne. Fyrtårnsprojekter alene skaber ikke den cirkulære økonomi, som er nødvendig for at byggeriet kan anvende ressourcer klogt og meningsfuldt og reducere klimapåvirkning og affaldsmængde. De sætter eksemplet og viser, hvad der kan lade sig gøre, men det er først når gode løsninger anvendes igen og igen, når man lærer fra projekt til projekt, deler sin læring og viden og forfiner sine løsninger, at de biobaserede og sekundære materialer kan vinde indpas. Vi har derfor, fremfor fyrtårne, brug for fyrfadslys – en masse gode eksempler og aktører, der går forrest og som gentagende gange viser at sidestrømme og sekundære materialer godt kan betale sig. For det cirkulære byggeris problem er hverken mangel på udbud eller efterspørgsel, men manglen på en ny infrastruktur i markedet.