Nyhed

Vi søger en skrivende studentermedhjælper

Dato
29.02.2024
Stillingen er besat.
Er du glad for at skrive og motivere gennem sproget? Og er du som os optaget af at tænke byggeriet forfra med respekt for planetens grænser?

I Smith Innovation arbejder vi for den planetære omstilling af byggeriet og vores byer – vi har kun én planet at bygge på. Det kræver en kombination af brainpower og stærke formidlingsevner! Derfor søger vi byens skarpeste pen som studentermedhjælper. 

Motiverer det dig at formidle komplekse projekter med mange fagligheder involveret? Drømmer du om at arbejde med radikal omstilling og innovation for en konsulentvirksomhed med højt til loftet og begge ben plantet solidt i det byggede miljø? Er du interesseret i de tekniske, organisatoriske og økonomiske udfordringer, der knytter sig til at realisere den grønne omstilling i vores byer og i byggeriet? Og har du en skarp pen, og er i stand til at bruget sproget som værktøj til at omsætte individuelle modsætninger til kollektiv handling? Så har vi jobbet til dig. 

Vi har en kombination af danske og internationale projekter og du skal derfor være tryg i formidling på både dansk og engelsk. Projekterne spænder dagsordner som cirkulær økonomi, biobaseret omstilling, reduktion af klimaaftryk og nye inddragende samarbejdsformer. Stillingen giver unik mulighed for at lære en mindre virksomhed at kende samt opbygge et kendskab til de førende udviklingsaktører indenfor det byggede miljø herunder både filantropiske fonde og foreninger, udviklingsorienterede bygherrer og det grønne innovationslag af både nye og etablerede virksomheder.

Det er vigtigt for os, at du er:

  • kommet godt i gang med dit uddannelsesforløb på en videregående uddannelse
  • tryg ved at lave en journalistisk vinkling af budskaber og motivere til handling
  • forstår og er i stand til at ramme målgrupper der spænder bredt 
  • stærk i skriftlig formidling – både når det skal fagligt rigtigt på andet decimal og gælder om at finde vinklen, der fænger bredt
  • engageret og selvstændig i din opgaveløsning kombineret med lysten til at arbejde sammen med os andre
  • imødekommende og serviceminded overfor de samarbejdspartnere vi har
  • trives med åbenhed og et dynamisk miljø

Dine forventede arbejdsopgaver vil være:

  • løbende vedligeholdelse af vores hjemmeside herunder opdatering af referencer, nyheder og publikationer
  • løbende vedligeholdelse af vores tilstedeværelse på LinkedIn
  • være med til at udvikle vores tilstedeværelse på sociale medier og tænke i nye formater bl.a. videoer 
  • bistå til skriftlige opsamlinger i projekter, hvor der er brug for en sproglig stramning og konceptualisering
  • bistå os på vores løbende projekter, eksempelvis gennem desk-research, korrektur eller færdiggørelse af præsentationsmateriale

Vi er åben overfor, hvilken akademisk baggrund du har, men forventer du er en skarp og kreativ sproglig formidler. Vi forventer ikke, at du har indgående kendskab til byudvikling og byggeriet. Det er dine formidlingsevner og dit drive for en planetære omstilling, som vi leder efter. 

Det praktiske

Vi har brug for dig ca. 15 timer om ugen, fordelt over minimum to dage, til at hjælpe os med at formidle om vores projekter og aktiviteter på både vores hjemmeside og LinkedIn. 

Vi har brug for dig snarest muligt.

Vil du vide mere om jobbet eller om os, så se www.smithinnovation.dk og læs mere om hvad vi tænker i vores blogindlæg, eller kontakt Simone Kongsbak på sbk@smithinnovation.dk

Vi afholder samtaler løbende, send derfor gerne din ansøgning og CV hurtigst muligt. Din ansøgning skal du sende til jobs@smithinnovation.dk.

I Smith lever vi for, og af, at skabe langsigtet udvikling i det byggede miljø. Vi kombinerer viden om økonomi, innovation og organisation med kendskab til hele byggeriets værdikæde. For os at se er byggeriets altoverskyggende udfordring at sikre respekten for de planetære grænser. Det kræver løsninger udviklet på tværs af branchens nuværende fag- og vidensgrænser. Vi tror ikke på, at man kan skabe fremtidens løsninger på fortidens præmisser. 

Som arbejdsplads prøver vi i en travl hverdag at kombinere analyse og den skæve vinkel med fremdrift og resultater. Og vi insisterer på, at det både skal være sjovt og stimulerende at arbejde – og holde fri. Smith blev startet primo 2009 og består i dag af et team på 6 fastansatte personer.