2016 er et jubelår!
Foto: Flickr Creative Commons Bill Gracey
Den 8. december åbnede pave Frans Den Hellige Dør, Porta Santa, i Peterskirken til et ekstraordinært Jubelår i den katolske kirke. Et år, hvor man lægger hverdagens stridigheder bag sig til fordel for nåde, tro og tilgivelse. Et år hvor man jubler - ikke fordi tiderne er lette, men for at gøre dem mindre svære.
Og det er en jo en god tanke. At vi vælger at juble. Ikke fordi, at der er noget at fejre - tværtimod. Men for at få noget at fejre.
Danmark har også brug for et jubelår. Ikke bare i skyggen af krige, terrorisme, flygtningestrømme og global opvarmning. Også på de indre linjer er vi ved at gøre livet svært for os selv med en bevidst nedprioritering af alt, hvad vi skal leve af og ikke mindst for i fremtiden: uddannelse, forskning, udvikling, kultur og ikke mindst bæredygtighed. Det virker næsten som en principsag, at miljøet skal nedprioriteres. Randzoner skal pløjes op, og de mindre åløb skal uddybes, så vandet hurtigere kan strømme fra markerne – også selv om enhver ved ”at mange bække små, giver en stor å” og resultatet blot bliver, at marker og byer længere nede af åløbet oversvømmes. Og målsætningen om 40% reduktion i CO2-udledningen ift. 1990 niveauet skulle partout sættes ned til 37%, selv om det senere har vist sig, at 40% målsætningen faktisk kan nås med den nuværende indsats.
Den italienske premierminister Matteo Renzo argumenterede i forlængelse af attentaterne i Paris for, at terror skulle bekæmpes med kultur. At der, lidt populært sagt, for hvert ekstra sikkerhedskamera også skulle være et ekstra gadeteater. Og det er jo en god pointe – at hvis vi alene vil bekæmpe det onde med det onde, så mister vi måske i længden blikket for, hvad vi egentlig kæmper for.
"At juble" betyder egentlig at ”blæse i væderhornet” for at hylde gud, altså den eller det man tror på. I Smith tror vi på, at der i dén grad er brug for at blæse i hornet i 2016. At der for hver en nedlagt randzone er brug for at etablere et gadekær fra Klimaspring kampagnen for at erstatte det tabte dyreliv. At der for hvert et ekstra ton udledt CO2 er brug for en Klimakarré, hvor beboere på egen hånd viser hvilken forskel, de kan gøre. At der for hver en slækket planlov er brug for en integreret spildevandsplan, der lokalt skaber den helhedstanke i planlægningen, som man på nationalt plan har så travlt med at afvikle. At der for hver en ekstra elev i klasserne er brug for en decentral ventilationsløsning, der sikrer, at eleverne i det mindste kan tænke klart. For nu, i al beskedenhed, at nævne nogle af de Smithske trut fra det forgangne år 2015.
Vi glæder os til at dele 2016 med jer. Og til at juble. Ikke over det, der er. Men over det, der kan komme. Det der skal komme.
