Nyhed

Dansk-amerikansk vandalliance officielt igangsat

Skrevet af
Dato
07.04.2016
The Water Alliance kunne meget vel være titlen på historien om et nyt dansk-amerikansk vandeksporteventyr. I hvert fald er der store forventninger til den vandalliance, der skal sikre rent drikkevand i Californien og samtidig udvikle en eksportmodel for danske vandteknologier, og som nu officielt er igangsat.
Foto: Anja Wolff

Der var en gang, hvor billedet af den tørkeramte krakelerede jord sendte tankerne til Afrika. I dag er det et billede, der ligeså vel kan være fra Californien. Og mens billedet af det danske eksporteventyr i dag er domineret af grise, lægemidler og vindmøller, så er det også et billede, der meget vel kan stå til at blive ændret i fremtiden.

Og selvom det meget konkrete og håndgribelige mål er at skaffe rent drikkevand i det tørkeramte Californien, så er den mere langsigtede ambition langt fra ”det rene vand” for den vandalliance, som den 4. april 2016 blev officielt igangsat af uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs i forbindelse med konferencen ”Water / More For Less - Sharing knowledge and best practise from the US & Denmark”. En alliance som skal sammentænke eksportfremme, vandteknologisk innovation, videndeling og vidensudvikling på baggrund af et samarbejde mellem danske og amerikanske virksomheder, offentlige myndigheder samt uddannelses- og forskningsinstitutioner.

Og følger man udmeldingen fra USA’s præsident Barak Obama, så er grobunden for en investering i danske vandkompetencer og -løsninger i hvert fald godt lagt i og med, at USA planlægger at gennemføre projekter på vandområdet for 50 mia. kr. over de næste år.

Samarbejdet i Water Technology Alliance (WTA) California, som alliancen hedder, skal derfor også munde ud i en eksportmodel for dansk vandteknologi, der i første omgang skal udrulles i Californien, men på sigt også i andre dele af verden. Samtidig er målet også, at projektets metodik kan overføres til andre brancher i forhold til øget handel og skabelse af ny viden.

Water Technology Alliance (WTA) California er støttet af Industriens Fond med 4,1 mio. kr. Med i alliancen er Kamstrup, Applied Biomimetic, Danfoss, Grundfos, Rambøll, Skytem, DHI, Leif Koch A/S og Smith Innovation. Aarhus Vand er tovholder i vandalliancen, som er fysisk forankret hos det danske Innovation Center i Silicon Valley.

Læs mere om projektet her

Læs også Mikkel Thomassens blogindlæg Kan vandinnovation være disruptive?