Dansk-amerikansk vandalliance officielt igangsat
Foto: Anja Wolff

Der var en gang, hvor billedet af den tørkeramte krakelerede jord sendte tankerne til Afrika. I dag er det et billede, der ligeså vel kan være fra Californien. Og mens billedet af det danske eksporteventyr i dag er domineret af grise, lægemidler og vindmøller, så er det også et billede, der meget vel kan stå til at blive ændret i fremtiden.
Og selvom det meget konkrete og håndgribelige mål er at skaffe rent drikkevand i det tørkeramte Californien, så er den mere langsigtede ambition langt fra ”det rene vand” for den vandalliance, som den 4. april 2016 blev officielt igangsat af uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs i forbindelse med konferencen ”Water / More For Less - Sharing knowledge and best practise from the US & Denmark”. En alliance som skal sammentænke eksportfremme, vandteknologisk innovation, videndeling og vidensudvikling på baggrund af et samarbejde mellem danske og amerikanske virksomheder, offentlige myndigheder samt uddannelses- og forskningsinstitutioner.
Og følger man udmeldingen fra USA’s præsident Barak Obama, så er grobunden for en investering i danske vandkompetencer og -løsninger i hvert fald godt lagt i og med, at USA planlægger at gennemføre projekter på vandområdet for 50 mia. kr. over de næste år.
Samarbejdet i Water Technology Alliance (WTA) California, som alliancen hedder, skal derfor også munde ud i en eksportmodel for dansk vandteknologi, der i første omgang skal udrulles i Californien, men på sigt også i andre dele af verden. Samtidig er målet også, at projektets metodik kan overføres til andre brancher i forhold til øget handel og skabelse af ny viden.
Water Technology Alliance (WTA) California er støttet af Industriens Fond med 4,1 mio. kr. Med i alliancen er Kamstrup, Applied Biomimetic, Danfoss, Grundfos, Rambøll, Skytem, DHI, Leif Koch A/S og Smith Innovation. Aarhus Vand er tovholder i vandalliancen, som er fysisk forankret hos det danske Innovation Center i Silicon Valley.
Læs mere om projektet her
Læs også Mikkel Thomassens blogindlæg Kan vandinnovation være disruptive?