Klimaspring afslutningsevent- erfaringer og formidling om klimatilpasning med merværdi
Realdanias Klimaspring kampagne blev lanceret i 2013 for at støtte en kommerciel udvikling af nye løsninger til håndtering af regnvand i tætte, eksisterende byområder. Ambitionen var at skabe grøn vækst, bedre byer og at sætte Danmark på verdenskortet inden for klimatilpasning.
Ved afslutningen af kampagnen i 2018 er der udviklet syv nye klimatilpasningsløsninger. Løsningerne udgør en ny generation af 'dobbeltfunktionelle' klimatilpasningsløsninger – løsninger der både har en vandteknisk funktion, men som også har en indbygget merværdi og bidrager med (nye) kvaliteter i byen ift. begrønning, biodiversitet, ophold, leg og læring.
De syv løsninger er: Klimaflisen, Skybrudsklappen, Smart realtidsstyring af vandsystemer, Biowater Climapond, Scalgo Live, Vandvejen og Samvejr. Alle løsninger er udviklet af tværfaglige og tværsektorielle konsortier med førende danske virksomheder, organisationer og vidensinstitutioner.
Afslutningsaktiviteter
Som fagligt sekretariat for Klimaspring har Smith konceptualiseret et konference- og udstillingsformat med fokus på at formidle de metodiske erfaringer og konkrete resultater fra kampagnen målrettet et både fagligt og ikke-fagligt publikum. I et fagligt perspektiv for at videregive læringer med at igangsætte og drive en tværfaglig, kommerciel udvikling og innovation inden for klimatilpasning. Og i et bredt samfundsmæssigt og borgerrettet perspektiv for at formidle den merværdi, som klimatilpasning giver byen.
Konkret har vi i forbindelse med afslutningen af Klimaspring planlagt og gennemført følgende formidlingsaktiviteter:
- Udstilling af de syv udviklede løsninger
- Konference-event og debatarrangement
- Site-visits til realiserede projekter og prototyper
Udstilling
I installationen Climate Change City har vi skabt en interaktiv fortælling om, hvordan vi med klimatilpasning kan håndtere udfordringerne med mere regn i byerne og de oversvømmelser, som regnen fører med sig. Og samtidig udvikle byen, så den er grønnere, sundere, smukkere og sjovere at bo og opholde sig i. Installationen viser og beskriver de syv Klimaspring løsninger i ord, billeder og ved hjælp af en interaktiv animationsfilm. Climate Change City er udviklet i samarbejde med Yoke og har været vist i DAC (juni) og skal vises på IWA 2018 i Tokyo (september) samt Building Green i Forum København (november).
Konference-event og debatarrangement
Med to faglige arrangementer har vi sat fokus på, hvordan regnen er en ressource til at tænke nyt og skabe hhv. grøn vækst og bedre byer. Eventen og konferencen Den blå-grønne by - når regnen giver byen liv var med performance, oplæg og paneldebat målrettet et bredt publikum med fokus på at vise 'det gode møde' mellem regn og by. Debatarrangementet Fra vand til vækst - erfaringer fra Klimaspring var målrettet et fagligt publikum og gav - med udgangspunkt i metoden bag Klimaspring - indblik i, hvordan løsningerne er gået fra idé til marked, samt hvordan vi fortsat kan styrke innovation og kommercialisering, så klimatilpasning kan blive til grøn vækst.
Site-visits
Kommuner og forsyninger var inviteret på en en-dags bustur rundt i Danmark for at se de syv Klimaspring løsninger 1:1 og gå i dialog med virksomhederne bag løsningerne. Derudover var der erfaringsudveksling på tværs af kommuner og forsyninger med fokus på, hvordan man driver en kommerciel og kommunal udvikling af klimatilpasning.