News

fsb HJEM uddanner forandringsagenter

Date
22.11.2019
Hvis vi ønsker at skabe noget nyt, skal vi gøre noget andet, end det vi plejer. Derfor gennemfører alle medarbejdere i fsb HJEM et fælles uddannelsesforløb, som skal udvikle organisationens kompetencer i det strategiske samarbejde.

”Vores strategiske partnerskab stiller store krav til tværfagligheden i det langvarige samarbejde. For at kunne samarbejde på nye måder har vi brug for ny viden, som vi kan omsætte til handling. Derfor har vi udviklet en fælles uddannelse i fsb HJEM.”fortæller Simone Kongsbak, partnerskabsudvikler i fsb HJEM.

I går mødtes alle fsb HJEM’s medarbejdere til en uddannelsesdag under overskriften “Forstå den almene kontekst”. Uddannelsesdagen foregik i fsb Ågårdens beboerlokale og bød på oplæg fra både BL, SBi og fra fsb HJEM’s egen organisation.

“Vi ser meget positivt på et initiativ som fsb HJEMs efteruddannelse. Vi synes, det er utrolig givende, at så mange forskellige aktører fra branchen er samlet for at skabe en fælles forståelse for den almene kontekst. Der er store udviklingspotentialer inden for den almene sektor, og her spiller strategiske partnerskaber en vigtig rolle”, fortæller Liv Jørgensen og Annesophie Hansen fra BL

I det strategiske partnerskab indtræder alle medarbejdere i nye forpligtende relationer, hvor ny viden skal omsættes til nye metoder og arbejdsgange. Medarbejderne i fsb HJEM hilser den fælles uddannelse velkommen.

“Det var en rigtig god dag, hvor jeg fik en meget bedre forståelse for særligt beboerne. For mig er det vigtigt at komme i øjenhøjde med beboerne, så vi kan opfylde deres ønsker bedst muligt. Dagen har givet mig en forståelse for, hvem vi skal hjem og arbejde hos de næste 4 år.” fortæller Ulrik Kjær Sørensen, Entrepriseleder, fsb HJEM 

Uddannelsen forløber over fire kursusgange, som tager fat i forskellige elementer, der er relevante for det gode samarbejde:

  • A: Forstå den almene kontekst
  • B: Forstå strukturer, organisering og arbejdsgange
  • C: Forstå mennesket
  • D: Forstå flows

“Uddannelsen skal skabe grundlag for, at vi får skabt en kollektiv forandringskapacitet, så alle medarbejdere er sammen om at skabe den forandring, der skal ske i vores samarbejde.” forklarer Simone Kongsbak.

FAKTA

fsb HJEM er et strategisk partnerskab, som på tværs af traditionelle faggrænser og på tværs af projekter, skaber læring til gavn for både fsb’s beboere og branchen. fsb HJEM er baseret en fælles forståelse for det almene boligmarkeds vilkår og udfordringer. 

Partnerskabet består af fsb, NCC, COWI, RUBOW arkitekter og Smith Innovation.