Smith er med projektkonkurrence om udviklingen af Kulkransporet i Aarhus
Kulkranen i Sydhavnen har været et aktiv i udviklingen af Aarhus til en moderne storby. Gennem et halvt århundrede flyttede kranen på sin høje betonbro kul til gasværket. Nu skal Kulkransporet i funktion igen. Denne gang som dynamo i udviklingen af Sydhavnskvarteret til en ny bydel.
Aarhus Kommune har derfor igangsat en projektkonkurrence om udviklingen af Kulkransporet, som led i udviklingen af de bynære havnearealer, som skal give Aarhus nye centrale bydele, en ny skyline og en række ikoniske byggerier og byrum.
Ud af 26 ansøgninger er team VANDKUNSTEN - med blandt andet Smith som underrådgiver - inviteret til at udarbejde et forslag til, hvordan Kulkransporet kan styrke sammenhængen i området og knytte de kommende byggerier, erhverv, byliv og social mangfoldighed i Sydhavnskvarteret sammen.
Smith er ansvarlig for procesfacilitering, inddragelse og for at bykvarteret planlægges menneskevenligt og erhvervsmæssigt bæredygtigt, så Sydhavnskvarteret med Kulkransporet som omdrejningspunkt bliver et fremtidssikret og mangfoldigt bykvarter med egenart og herlighedsværdi.
Derudover bidrager vi med sparring omkring erhvervsudvikling, og på hvordan beboere og de erhvervsdrivendes behov operationaliseres, så det danner grobund for en blandet bydel med spirende erhvervsudvikling og iværksætteri.
Øvrige underrådgivere på team VANDKUNSTEN er STED, Stokvad Rådgivende Ingeniører, RAW Mobility og Dansk Energi Management & Esbensen.
I alt er seks teams inviteret til at komme med projektforslag.