News

Fra flydende til fast på Klimasprings årskonference

Skrevet af
Date
01.10.2015
Dybt under Søndermarken i Cisternernes urbane drypstenshule samledes aktører med interesse for klimatilpasning på tværs af brancher, virksomheder og fagligheder til årets Klimaspring årskonference. Konferencen gav, med lanceringen af en håndbog for udvikling af klimatilpasningsløsninger og med antropologiske såvel som markedsføringsmæssige perspektiveringer, bud på, hvordan dansk klimatilpasning kommer ud - Uden for konventionerne, uden for kloakkerne og ikke mindst uden for Danmark.

130 gæster lod sig først føre ned i Cisternernes kvælende luftfugtighed for sammen med Kontoret for Undergrundsanliggender at grave sig endnu dybere ned i undergrunden, og dens betydning for udvikling af byer og dens kulturhistoriske betydning i litteraturen og kunsten. Mennesket har forsøgt at skabe en overgang mellem det underjordiske og overjordiske lige fra stammesamfund og frem kloakeringens udbredelse i midten af 1800, hvor forbindelsen blev suspenderet i sanitetens navn. 

Porten til undergrunden

Klimatilpasning og vandhåndtering er dog ikke længere udelukkende overladt til underjordisk ingeniørkundskab, men det våde element er tilbage på overfladen og tager jævnligt styringen – som vi har oplevet de seneste fem år i København med henholdsvis én 1000 års hændelse, en 500 års hændelse og et par 100-års hændelser. Den antropologisk funderede virksomhed Gemeinshaft pointerede med et oplæg om vandets rolle i vores underbevidsthed, at det våde element taler til vores frygt, men også til vores eventyrlyst, og at den skal adresseres, når løsningerne skal findes, finansieres og bruges på tværs af både offentlige og private aktører. Klimatilpasning og håndtering af de øgede vandmængder på overfladen kan både skabe værdi i byen og reetablere porten til undergrunden.

I Dansehallerne fik årskonferencens gæster, udover fast føde, serveret håndfaste markedsføringserfaringer fra den danske eksportsucces DLF Trifolium, praktiske erfaringer med klimatilpasning fra Carlsbergbyen og udleveret et eksemplar af håndbogen ’Flydende og fast’, hvor vi i Smith har gjort status på erfaringerne med udviklingsarbejdet i Klimasprings projektforløb. I bogen har vi samlet vores praktiske erfaringer med metode og proces i udviklingsarbejdet og giver dermed stafetten videre til projektmagere i vandbranchen, som arbejder med værdiskabende klimatilpasning. Forhåbningen er, at metodeopsamlingen kan hjælpe andre med at sætte kurs i nye udviklingsprojekter, der transformerer (regn)vand fra problem til ressource, og som samtidig kan blive en kommerciel forretning og eksportsucces.