Nyhed

Lyt med: Økonomiens rolle i fremtidens byggeri

Dato
07.05.2024
Hvilken rolle spiller økonomien for fremtidens byggeri? Hvorfor er økonomi (som fag) altid cirkulært? Hvordan kan vi via sproget udvide mulighedsrummet for løsningsmodeller inden for byggebranchen? Og hvilke sproglige, byggetekniske og livsstilsmæssige opgør bør byggeriet tage for at lette dets aftryk på planeten? Disse spørgsmål og mange flere har Mikkel Thomassen givet sine bud på i podcasten Bære eller Briste, som for nylig besøgte Smith Innovation.

Med 30 års erfaring indenfor byggeri og som partner i Smith Innovation beskæftiger Mikkel sig med byggebranchen på daglig basis. Afskrivningen af hidtil anvendte principper og måleenheder, som har været medvirkende til de udfordringer, vi står overfor i dag, kan virke nærliggende. I podcasten udfordrer Mikkel den gængse tilgang til vækstspørgsmålet som et enten-eller-spørgsmål, og lægger i stedet fokus på lokaliseringen af vækst i de, for klimaet, fornuftige løsninger. Vi skal fortsat kunne rumme snakken om vækst, selvom vores visioner og mål skal revideres. 

Vores nuværende byggevaner dækker over en todelt fortælling om udvikling og langsomhed på én og samme tid. Byggebranchens udfordring, som ansvarlig for 40% af den samlede CO2-udledning, er umiskendelig, og der er fokus på nye løsninger. Samtidig er den grønne omstilling en langsom og kompleks proces, der kræver, at flere fagligheder samarbejder om at foretage justeringer og ændre vaner. 

“De begreber vi bruger, afgør hvad vi kan gøre”

Når man spørger Mikkel, går vejen til forandring også gennem sproget. De aktuelle udfordringer med byggebranchens klimaaftryk tvinger os til at undersøge nye løsninger for byggeriet. Dette kræver, at eksempelvis langsomme løsninger, færre kvadratmeter og alternative byggematerialer lades med ny, positiv værdi. 

“Flerheden i de problemer, vi skal løse, skal også være til stede i de kompetencer, som skal løse dem”

I byggebranchen, såvel som andre brancher, bruges økonomien ofte som argumentationsmodel. Økonomi får dermed en dagsordensættende rolle imens de bagvedliggende interesser og hensyn, eller mangel på samme, kamufleres af de økonomiske argumenter. Med dette udgangspunkt og med henvisning til økonomen Adam Smith, reflekterer Mikkel over, hvordan vi fortsat kan trække på den klassiske økonomiske tænkning i spørgsmålet om den grønne omstilling og fremtiden for byggebranchen med bæredygtighed som rettesnor. 

“Der er ikke nogen bæredygtig omstilling uden bæredygtig omstilling af byggeriet”

Endelig stiller Mikkel skarpt på byggebranchens rolle, som både klimasynder og nøgle i den grønne omstilling, og trækker på sine egne erfaringer med tværfagligt samarbejde og dets potentiale, som også kendetegner hverdagen i Smith Innovation.